På Grøntorvet i København stod de dejligste pæoner, perlehyacinter, ranunkler, forglem mig ej og franske anemoner, så man blev i helt forårshumør. Selv om kalenderen og vejret siger noget helt andet. Torvet sprudler af masser af forårsblomster, som små tulipaner i potter, de fineste vibeæg og vintergækker og kæmpe potter med syrener i fuldt flor. Så de fleste af buketterne jeg fik bundet blev meget forårsinspireret i skønne pastelfarver og pakket ind i brunt, rustikt papir med pastelgrønt silkepapir og lavendelfarvet mat bånd. Det er ligesom jeg bedst kan lide det.
En duft af forår og skønne borddekorationer
En af de andre ting jeg også skulle kreere var noget bordpynt til et fødselsdagsbord, hvor jeg fik krukkerne leveret. Havde helt frie tøjler, men det måtte gerne være med lidt i farver. Lagde den grønne vådoasis i vand og skar den til i skålene. Dækkede af med galakseblade i kanterne. Til dekorationerne brugte jeg hvide fresia, nelliker, crysanthemum og gerbera i pink, cremefarvede roser, perlehyacinter, forglem mig ej, lyserøde ranunkler og voksblomster, Lilla roser og siv til at pynte af med. Det blev rigtigt store og flotte dekorationer.