Mandag blev en kreativ dag med småkager og påskeharen kom på besøg.

Posted on Updated on

 

IMG_1651Har set en skøn idé for længe siden på småkager der ligesom var malet på. Nu elsker jeg jo at bage og tegne/male, så det var jo lige en kombi til mig. Småkagerne er super nemme og hurtige at bage, men at male blomster/blade, osv. på hver en småkage tager sin tid. Så er du advaret. Man kan altså også bare nøjes med at putte icing på småkagerne eller købe stempler og spiselig farve fra stempelpudder, så kan man lave sine egne stempler på småkagerne. Men jeg er måske lidt nørdet og kæmpede mig altså igennem det store arbejde. For at lave lidt adspredelse fik jeg så også bagt noget, som jeg bare laver lidt i søvne, men ikke desto mindre smager fantastisk. Jeg lavede nogle kaneltwistere med frysetørrede jordbær for derefter at blive dyppet i 80% mørk chokolade.

IMG_1653

Småkagerne bagte jeg med forskellige smage, så dem med grønne bladmotiver er med vanille, dem med orange/gule blomster er med orangesmag og de sidste med lavendler er med spiselige blomster som bl.a. morgenfruer, lavendler, kamille- og kornblomster.

IMG_1654

Småkager med blomster

(ca. 45-50 stk.)

325 g hvedemel

1 tsk. bagepulver

115 g blødt smør

225 g sukker

1 stort æg

1 tsk. vanillesukker

Ælt alle ingredienserne hurtigt sammen  med dine hænder i en skål til dejen lige har samlet sig. Hæld den ud på bordet og ælt dejen til den er blød og smidig. Del dejen i tre portioner, hvis du ønsker at have forskellige smagsnuancer. De vil også smage godt med lakrids, hakket chokolade, syltetøj, osv. Men jeg lavede en portion med 1 ekstra tilsat vanillesukker, en portion med dråber af appelsinekstrakt og den sidste med 1 1/2 spsk. tørrede, spiselige blomster. Du behøver altså ikke tilsætte andre smagsnuancer til dejen, da den er super god som basisopskrift også.

IMG_1640 IMG_1639

Læg hver dejklump i husholdningsfilm og læg dejen i køleskab min. 10 min. gerne en halv times tid. (Dette kan godt springes over, hvis du har travlt). Tænd ovnen på 180 grader på varmluft. Rul dejen ud på bordet (ingen mel), og skær, udstik småkagerne i den form du ønsker det. Læg småkagerne på et underlag der godt kan gå i fryseren, for når du har fyldt til en plade sættes de udstukkede småkager i fryseren i ca. 5 min. Tag dem ud og læg dem nu på en bageplade beklædt med bagepapir og sæt bagepladen i ovnen på midterste rille i ca. 6-7 min. Hold øje. Hos mig svingede det lidt, men dem der fik 6 min. blev de flotteste. De skal ikke blive for gyldne. Tag dem ud og lad dem hvile 5 min. på bagepladen inden du tager dem over på en bagerist og køler helt af.

Royal Icing:

250 g sigtet flormelis

2 spsk. æggehvider

varmt vand

Alle ingredienserne piske godt sammen i nogle minutter. Glasuren skal gerne være godt tyk. Hældes nu i en tyllepose eller frostpose med en lille tylle eller med et lille klippet hul. Lav nu på hver småkage en lille ring. Det er den ring der holder på icingen/glasuren, så den ikke flyder ud. Når du har gjort det på alle tager du ca. 3 småkager ad gangen og fylder ud med icing. Tag en fugtig, lille pensel og pensl icingen ud til ringen og lidt over, så du får en flot, glat overflade. Jeg bruger bare lunkent vand til at dyppe penslen i.   Når du har gjort det på alle småkagerne kan du så gå i gang med det store arbejde med at male/tegne på dem. Du kan købe fødevarepenne, som du kan tegne/skrive med. Jeg har brugt pastafarver og vodka og en lille pensel og malet hvert motiv på hver en småkage. De tørrer hurtigt, da du benytter alkohol. Hvis du benytter vand til at fortynde pastafarven tørrer det ikke rigtigt op. Lad småkagerne tørre helt op og læg dem i en tætsluttende beholder. De kan sagtens stables, da de jo er tørre og ikke går i stykker.

Kaneltwistere med jordbær og chokolade

(ca. 25-30 stk.)

3/4 dl lunkent vand

25 g gær

1 3/4 dl lunkent vand

115 g blødt smør

65 g sukker

1 tsk. salt

1 æg

ca. 350-400 g mel

Mel til udrulning

Fyld:

250 g blødt smør

2 spsk. frysetørret jordbær

325 g brun farin sukker

1 1/2 spsk. stødt kanel

1 sammenpisket æg til pensling

IMG_1657

1 plade 80% mørk chokolade til overtræk

Krymmel til pynt

Tænd ovnen på almindelig ovn på 30 grader. Jeg indstiller mellem 0 og 50 grader – ikke varmluft. Sæt en bagerist i bunden af ovnen. Udrør gæren i den lunkne mælk og vand og tilsæt æg, sukker, salt og smør. Rør det godt rundt. Jeg bruger min KitchenAid med min metalskål. Tilsæt – på laveste hastighed – mel, med en spiseske ad gangen ved laveste hastighed. Dejen skal lige slippe siderne i skålen. Mængden af mel kan variere. Nogle gange bruger jeg mindre og andre gange mere end det der lige står i opskriften, så prøv dig frem. Lad dejen røre rundt på mellem hastighed i ca. 5 minutter. Skrap dejen af siderne og dæk skålen med husholdningsfilm. Sæt skålen med dej i ovnen og lad den stå og hæve i ca. 1 times tid. gerne 1 1/2 time.

Tag dejen ud af ovnen og vend den ud på et meldrysset bord. Arbejd nu dejen smidig og rul dejen med en kagerulle ud på en meldrysset overflade med målene ca. 18 cm i højden og i længden ca. 65 cm. Du skal prøve at få hjørner på, så dejen danner en aflang firkant. Tag nu og bland smør, brun farin og kanel i en skål og smør hele overfladen af dejen med denne blanding. Drys med frysetørede jordbær. SKær strimler vertikalt ned i ca. 6-7 cm tykkelse. Del hver strimmel med et snit hele vejen pånær de øverste 5 cm. Sno nu de to dele sammen, fold dejen på midten og sno lidt løst igen. Del den i to dele og læg på en bageplade beklædt med bagepapir.

IMG_1645

Når bradepanden er dækket med twistere  dækkes den med husholdningsfilm og sættes ind i ovnen igen for at hæve i ca. 1 time igen. Du kan også mindre. Tag bradepanden ud af ovnen og sæt en skål med vand i bunden af ovnen. Skru ovnen op på 175 grader. Pisk et æg sammen nu, og pensl sneglene. Bages i ovnen på midterste rille i ovnen i ca. 15 min. Bagetider kan variere, så efter 12 min. hold godt øje med sneglene. De skal være gyldentbrune. Tages ud af ovnen og køler af på en bagerist. merns de køler af kan du tage en plade chokolade og smelte over dampbad. Dyp nu hver twister i chokoladen og giv et godt drys krymmel (kan undlades).

IMG_1660

Fik også lavet denne søde kanin i mos sammen med min datter. Hun elsker at stå i skuret sammen med mig og hygge, og vi finder på en masse sjove idéer sammen. Bl.a. har hun selv tilføjet blomster og fjer til pynt. Vi lavede denne idé for mange år siden, faktisk 4 år siden til hendes fødselsdag. Vi lavede 5 sm, som fungerede som bordpynt til hendes børnefødselsdag. Har også lavet bamser af mos. Det nemmeste er at benytte oasiskugler og derefter elefanttråd til ører. Men jeg havde desværre ikke mere oasis, så jeg brugte hønsenet. Det tog lidt længere tid og en del rifter på hænderne, men det lykkedes.  Herefter lægger jeg plademos på, som jeg fastgør ved at vikle ståltråd eller myrteltråd om. Dette gør jeg over det hele, og bruger også tråden til at forme. Klipper stritter af mos af med en saks og former/presser lidt med hænderne til figuren har den rette form. Bruger jeg oasis laver jeg små klamper af gerberatråd, som jeg stikker ind i mosset. Til øjne og næse parterede jeg et ældre, kasseret tøjdyr, men har tidligere haft brugt bær, kogler, knapper, blomster osv. Kun fantasien sætter grænserne.

IMG_1633

IMG_1636 IMG_1635 IMG_1634

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s