Som du nok kan se er det ved at være et stykke tid siden jeg lagde nyt på bloggen, men jeg har lige skulle flytte i nyt hus, så vores påske har stået på nedpakning, rengøring, maling og udpakning. Er dog ikke helt færdig, men vores nye køkken skulle da lige indvies. Så her er lige nogle dugfriske opskrifter på lækre, luftige teboller med rosiner, morgenmadsboller uden griseri samt mine egne Bastogne/-karamelkiks. Tror jeg vil døbe dem Jeanettes Bastogne-småkager, da jeg har en følger, der har efterlyst nyt fra mig. Ha ha, så herved er de dedikeret til dig, så nu må du jo nok hellere bage dem. Glæder mig til at høre resultatet. De er som mange af mine opskrifter nogle der tager max. 10 minuter at lave plus bagetid selvfølgelig. Jeg har fundet inspiration i den fantastiske, svenske kogebogsforfatter Leila Lindholms opskrift.
Jeanettes Bastogne-småkager
(ca.25-30 stk.)
100 g smør, stuetemperatur
1 dl sukker
2 spsk. lys sirup (mørk kan også bruges)
2 1/4 dl hvedemel
1/2 tsk. natron
1 1/2 tsk. vanillesukker
1 tsk. stødt ingefær
30 g hakket Turron nougat
Forvarm ovnen til 175 grader på varmluft. Bland nu smør, sukker og sirup til det er cremet. Dette gør jeg med min elpisker, så tager det ikke så længe. Tilsæt nu de andre ingredienser og vend det sammen. Her bruger jeg klør fem, dvs. mine hænder til at blande det sammen.
Del dejen op i to lige stykker og tril to stænger. Læg stængerne på en bageplade med bagepapir og tryk dem lidt flade. Tryk et gaffelmønster langs hele stangen. Bages nu i midten af ovnen i ca. 12-15 min. Lad stængerne køle af et par minutter, inden de skæres skråt. Nogle gange har jeg også inden de kom i ovnen skåret dem i hver deres stykke og trykt gaffelmønsteret ned på hver småkage. (Det har jeg gjort på dette foto). Du kan sagtens udelade Turron. Du kan også tilsætte lavendler, lakrids, bær, kanel, chokolade, revet limeskal, osv. til denne småkage og den vil stadig smage himmelsk. Også helt uden andre ingredienser i.
Disse boller kan simpelt hen ikke blive nemmere. De hæver i køleskabet natten over, og du kan bruge lige, hvad du kan trylle frem fra skabene af ingredienser. Der er bid i dem og de smager virkeligt godt.
Koldhævede morgensmadsboller med musli
(ca. 12 stk.)
5 dl koldt vand
25 g gær
4 dl hvedemel
2 dl. musli
1 dl. knækkede rugkerner
1 tsk. salt
1,5 tsk. honning
Inden du går i seng tager du i en skål og opløser gær sammen med vandet. Tilsæt honning og salt og rør det godt sammen med en blød spartel. Tilsæt de knækkede rugkerner og musli. Rør det godt sammen. Tilsæt nu halvdelen af hvedemelet og tilsæt det lidt efter lidt. Dejen skal stadig være lidt klistret, så tilsæt kun det mel du skal bruge. Det kan være lidt mindre eller mere. Dæk nu din skål med husholdningsfilm, låg eller andet og sæt skålen i køleskabet natten over.
Når du står op tager du skålen og sætter den forsigtigt på bordet. Tag med to spiseskeer en klump dej og sæt på en bageplade med bagepapir, bollerne, så pladen er fyldt ud. Tænd for ovnen på 250 grader. Du kan evt. stille en skål med vand i bunden af ovnen der så damper eller bruge en vandforstøver (det bruger jeg). Inden du sætter bollerne i ovnen giver du dem et pift vand med forstøveren. De skal bages i ca. 12-15 min. Ca. halvvejs i bagningen åbner jeg så ovnlugen igen og sprøjter bollerne med vand. Det skal du selvfølgelig ikke, hvis du blot har en skål vand i bunden af ovnen. Det gør at bollerne får en ekstra sprød skorpe.
Disse boller, kan også laves med grahamsmel, havregryn, nødder, tranebær, osv. Brug blot det du har i skabene. De smager bare så lækkert og er jo vildt nemme. Ikke en eneste gang har jeg haft fingrene i den klistrede dej.
Luftige, lækre rosinboller
(Ca. 15 stk.)