Blomster

Advent er lige om hjørnet

Posted on Updated on

DB6C5E53-907D-4A24-998C-7BB1B3BF71ABNu er der ikke mange dage til første søndage i advent. Jeg knokler i butikken, men tog en hjemmedag i dag, så jeg også passer lidt på mig selv og hygger med min dejlige familie. Så inden de kom hjem fra skole bagte jeg en af deres favoritter, som er brownie. Jeg bagte en børnevenlig udgave, som er med hvid chokolade og jeg havde lovet den var uden nogen form for nødder. Jeg kan nu godt lide der er lidt nødder i, men nu var det jo mine børn jeg ville forkæle. Her er opskriften, som gælder en bradepande på 25×35 cm. Husk du sagtens kan tilsætte nødder. Prøv evt. ristede macademianødder og ristede mandler.

Familiens Hvid ChokoladeBrownie

380 g smeltet smør

625 g hvid chokolade

900 g sukker

1 1/2 tsk. vanillesukker

8 æg

525 g hvedemel

1/2 tsk salt

Forvarm ovnene til 185 grader. Smelt smør og tag det af varmen. Tilsæt chokoladen og lad det smelte under omrøring. Vil det hele ikke smelte kan du tage gryden lidt på komfuret igen og røre i gryden til chokoladen er rørt ud. Hæld det i en skål. Jeg benytter min røremaskine. Tilsæt sukker, vanille og rør det rigtigt godt sammen. Under omrøring tilsættes 1 æg ad gangen. Til sidst tilsættes mel og salt. Hæld nu dejen i en bradepande beklædt med bagepapir og bag den i midten af ovnen i ca. 25-30 min. Bag den ikke for længe, da den ikke må blive for tør.

Kan også med fordel bages som muffins. Husk blot på der er meget dej, så der bliver ca. 40-45 muffins. Halver evt. opskriften. det plejer jeg at gøre.

Her er nogle af mine ideer til inspiration til årets adventsdekoration. Jeg benytter forskellige materialer som forskellige gransorter, eucalyptussorter, grene, mostyper og en masse kogler. Jeg holder selv meget af natur og også dekorationer med husløg.

Tiden går og går og går…Og nu er det December!

Posted on Updated on

img_1542

Efter jeg har fået min egen blomsterbutik, flyver tiden afsted for mig. Jeg har så travlt i butikken og ved at være en god mor og kone stadig. Så tiden har ikke været til også at få skrevet på min blog, og sikke jeg savner det. Sidder nu og har sendt ungerne afsted, manden ud ad døren, varm te, tændte stearinlys og ild i brændeovnen. Så nu er der ro og jeg holder mig en fridag. Derfor har jeg nu taget nogle timer ud af kalenderen kun til dig! Nu kommer der opskrifter på mine ynglingssmåkager og en masse idéer til juledekorationer. Der er 12 dage til juleaften, og normalt har jeg lavet chokoladekonfekten nu, men har planlagt det til at jeg laver det i næste uge.

Men julesmåkagerne kunne vi ikke vente på. Jeg har lavet alle dejene, og har kun bagt halvdelen af hver portion. Resten har jeg lagt i fryseren, så det nu er nemt lige at bage en omgang friskbagte julesmåkager. Det tog mig ca. en times tid at lave dej til alle opskrifterne, så det var ikke et uoverskueligt projekt at kaste mig ud i.

En småkage vi herhjemme ikke kan holde jul uden at have bagt er helt klart specier. Jeg har lavet dem som chokoladespecier, men har du lyst kan du lave en anden version også. Prøv også evt. at bage dem med revet appelsinskal.Eller citronskal. Tørrede Tranebær. Lakridspulver, tørrede solbær eller noget andet. Det er en nem dej at arbejde med og tilsætte sin egen ynglings-ingrediens. img_1749

Chokoladespecier

(ca. 75 stk.)

100 g flormelis

350 g hvedemel

250 g smør

1 æg

150 g hakket, mørk chokolade Flormelis

Flormelis, mel, smør og æg blandes sammen til en dej.

Chokoladen hakkes i små stykker og blandes i. ( Skal først blandes i den færdige dej, ellers kan man ikke få den til at hænge sammen.). Dejen rulles ud i to lige store pølser og filmes. Sættes i køleskab i min. en time. Pølserne tages ud og skæres i tynde skiver, og bages til de er lysebrune v/180 grader i ca. 7 min. Køles af på bagerist og opbevares i tætsluttende kagedåse.
 img_1750

Vanillekranse

(ca. 50 stk.)
250 g hvedemel
50 g fint blendede smuttede mandler
½ tsk. hjortetaksalt
korn af 1 1/2 stang vanille
125 g sukker
175 g smør
1 æg
Tænd ovnen på 200 grader.
Bland alle de tørre ingredienser sammen i en skål og smuldr det kolde smør i blandingen, og saml dejen med ægget. Læg dejen i køleskabet i et par timer. Kør dejen gennem en kødhakker med stjerneform, en Kitchenaid med stjerneform eller tril lange pølser på køkkenbordet og lav små kranse af dejen. Læg kransene på en bageplade med bagepapir og bag dem i ca. 7 min. midt i ovnen og lad dem afkøle på en bagerist. Holder sig bedst i en kagedåse eller en lufttæt beholder.
 img_1753

Jødekager

(hjerter, ca. 250 stk.)
1 kg hvedemel
375g flormelis
750 g koldt smør i tern
2 æg
1 sammenpisket æg til pensling

sukker og kanel til drys samt hakkede mandler
Kom alle ingredienserne i et stort fad eller en stor skål og ælt det sammen til en ensartet masse. Brug hænderne, da smørret bliver blødt og samler dejen. I starten virker det som rasp, men pludselig vil du føle dejen samler sig. Del dejen i 6-7 portioner og drys et tyndt lag mel ud på bordet og rul dejen ud til ca. 2-3 mm tykkelse. Udstik kagerne med en rund form eller som jeg har gjort en lille hjerteform. Sæt kagerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Pensl med det sammenpiskede æg og drys kanelsukker og hakkede mandler på. Bages ca. 5-7 min. i midten af en 200 grader varm ovn. I varmluftovn 180 grader. Husk at kagerne skal opbevares i en tætsluttende beholder, så de holder sig sprøde.

img_1752

Lakridsstjerner

(ca. 250 stk.)
1 kg hvedemel
375g flormelis
750 g koldt smør i tern
2 æg

1 1/2 spsk. lakridspulver
1 sammenpisket æg til pensling
lakridssukker til drys (lakridspulver og sukker rørt sammen)

Glasur tilsat lakridsaroma

Kom alle ingredienserne i et stort fad eller en stor skål og ælt det sammen til en ensartet masse. Brug hænderne, da smørret bliver blødt og samler dejen. I starten virker det som rasp, men pludselig vil du føle dejen samler sig. Del dejen i 6-7 portioner og drys et tyndt lag mel ud på bordet og rul dejen ud til ca. 2-3 mm tykkelse. Udstik kagerne med en rund form eller som jeg har gjort en lille hjerteform. Sæt kagerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Pensl med det sammenpiskede æg og drys lakridssukker på. Bages ca. 5-7 min. i midten af en 200 grader varm ovn. I varmluftovn 180 grader. Husk at kagerne skal opbevares i en tætsluttende beholder, så de holder sig sprøde.

Her min absolut ynglingsopskrift, og dem kan jeg selv spise rigtigt mange af.

img_1751

Kirkeruder/Brunkager

(Ca. 300 stk.)

500 g margarine

500 g sukker

250 lyst sirup

15 g potaske

7 g stødt nellike

7 g stødt ingefær

25 g stødt kanel

240 g hakket sukat

50 g hakket orangeskal

350 g finthakkede mandler

750 g mel

Opskriften er delt op i 2 dage, men det gør jeg så absolut ikke selv. Jeg lader blot dejen hvile nogle timer og fortsætter så videre.

1.dag: Smelt margarinen sammen med sukker og sirup og lade det varme igennem i en tykbundet gryde i ca. 30 min. Ikke mere, for så kan det gå hen og blive bittert. Rør massen godt sammen og tilsæt nu potaske, som først er opløst i 2/3 dl kogende vand. Tilsæt nu hakket sukat, orangeskal, mandler og krydderierne. Dejen skal nu røres sammen til en tyk vælling. Sigt 2/3 af melet i og rør det langsomt sammen. Lad dejen hvile en times tid og tilsæt nu resten af melet. Æltes til dejen er fast og blank. Del dejen i fire lige store stykker og rul dem til fire ruller. Pak hver enkelt rulle i husholdningsfilm og læg dem i køleskabet til dagen efter.

2. dag: Kan du ikke vente kan du godt bage dem samme dag, men det er nemmest, når de får lov at vente et døgns tid. Forvarm ovnen på 200 g og gør bagepladerne klar med bagepapir. Skær kagerne ud så tyndt som muligt. Læg skiverne på bagepapiret og bag dem i ovnen i ca. 3-4 min.

Hvis du ønsker at bage med smør bliver de ikke gode, da dejen derved vil skille.

Nu kommer der simpelt hen en masse fotos af blomsterdekorationer, og jeg håber at du kan finde inspiration til selv at kaste dig over at få lavet lidt smukt. Det er jo også skønt at lave og kunne komme med til værtindegave f.eks. Jeg laver alle mine dekorationer i oasis, da det holder det grønne en del friskere helt hen mod jul. Alle lys er ren stearin og de er udstyret med 3 stykker tyk elefanttråd i enden, som jeg har smeltet i.

Her er så som lovet en masse jul fra min blomsterbutik. Håber du kan lide det.

Stinas nemme koldskål med hjemmelavede kammerjunker

Posted on Updated on

image.jpegKoldskål

(2 liter)

6 pasteuriserede æggeblommer

1 vanillestang (og evt. lidt ekstra vanillesukker)

5-6 spsk. sukker

1 l. økologisk tykmælk

1 l. økologisk kærnemælk

saften fra en halv, økologisk citron og evt. skal heraf

Pisk æggeblommer sammen med sukker og vanillekorn/sukker til en tyk, cremet og luftig æggesnaps. Tilsæt nu tykmælk under omrøring og til sidst kærnemælken. Smag til med citronsaft og evt. revet skal af citronen. Sættes gerne på køl inden den serveres iskold.

Hvis ikke det hele bliver spist til aften bliver det i hvert fald spist til morgenmad og eftermiddagsmad af børnene næste dag. En dejlig variation kan også være at jeg nogle gange tilsætter noget hyldeblomstsaft eller purerede, danske jordbær. Det smager også meget skønt.

Kammerjunkere

125 g blødt smør i tern

300 g hvedemel (kan blandes af grovere meltyper)

75 g sukker

1 æg

1 1/2 tsk. vanillesukker

Revet skal fra 1/2 økologisk, vasket citron

1/2 dl. kærnemælk

Forvarm ovnen til 200 grader. Bland alle ingredienserne sammen til dejen er godt samlet. Tril nu små kugler i læg på en bageplade beklædt med bagepapir. Bages i ca. 10 min. tages ud og køler af et par minutter på en bagerist. Skær med en skarp brødknivkugler over og læg dem igen på bagepladen og bag dem nu i ca. 5 min.

Her er også lidt lækre blomster fra min butik Christinas Blomster & Livsstil. Som du kan se arbejder jeg meget med naturen.

Saltet karamelcheesecake med karameliserede popcorn

Posted on Updated on

imageHer har jeg sammensat en del af det jeg elsker af søde sager. Popcorn, cheesecake i skøn samsurium med masser af saltet karamel og hvid chokolade!!! Lyder det ikke allerede lækkert? Serverede denne kage til min datters fødselsdag og den blev virkeligt modtaget med mange uhmmmm rundt om bordet.

Vi var 22 personer og der var mere end rigeligt. Jeg lavede dobbeltportion i en stor, rund bageform med en diameter på 28 cm.

Saltet karamnelcheesecake

Bund

12 knuste Digestive kiks

30 g sukker

120 g smeltet smør

Forvarm ovnen til 175 grader.

Blend kiks, sukker og smeltet smør sammen og hæld blandingen i bunden af en form og pres kikseblandingen godt ned med bagsiden af en spiseske, som er klargjort med bagepapir. Bag i 5 min. i midterste rille.

Fyld

1 æg (stuetemperatur)

75 g sukker

450 g Philedelphia flødeost (ikke light)

2 1/2 tsk. vanillesukker

125 g saltet karamelsauce (jeg snød med at have købt en færdiglavet)*

Pisk alle ingredienserne sammen og hæld det i formen med den bagte kiksebund. Hæld nu den saltede karamel i cirkler over  den flydende masse. Bag nu i ca. 20 min. Lad den køle af i ca. 20 min. inden du sætter den i køleskab. Gerne i min. 5 timers tid.

Karameliserede popcorn

(100 g)

1 PS. Færdigkøbte popcorn a 100 g.

85 g smør

140 g brun farin

3 spsk. Lys sirup

3/4 tsk. Vanillesukker

3/4 tsk. Natron

1 1/2 tsk. Flagesalt

Tag 1 bradepande og dæk den med bagepapir og fordel popcornene på pladen. Forvarm ovnen på 150 grader.

Smelt smør og tilsæt herefter farin og sirup. Lad det nu koge op og kog et par minutter indtil det er blevet lidt tykt. Tag gryden af varmen og tilsæt vanillesukker, salt og til sidst natron. Rør godt og fordel karamellen over popcornene på bagepladen. Tag med to spartler og vend popcornene godt i karamellen. Sættes i ovnen og bages 20 min. Tag pladen ud og fordel, vend popcornene og bag yderligere 10 min. Tages ud og køler godt af. Hvis der er nogle tilbage skal de opbevares i tætsluttende dåse/glas.

Inden servering af cheesecaken hældte jeg et godt lag karameliserede popcorn på toppen og pyntede med hjemmelavede fyldte chokolader med fyld af – selvfølgelig saltet karamel.

image Lækre chokolader med saltet karamel

Synes du igen skal se lidt blomster som jeg arbejder med hver dag.

En blomstrende dag

Posted on Updated on

Ikke alt jeg laver er jo mad og kager, men en stor del af min tid bruger jeg på blomster, da jeg jo har min egen blomsterforretning Christinas Blomster & Livsstil i Solrød Strand. Men jeg glemmer ofte at få lagt fotos på bloggen af de blomster jeg roder med, så nu kommer der lidt inspiration både til dekorationer, bryllup og blot almindelige buketter.

Disse er dekorationer til en drengekonfirmand, hvor temaet skulle være natur, ikke for meget blomst og gerne grenværk. Så det kom der disse skønne lysdekorationer ud af. Dertil var der så også små buketter, som selvfølgelig blev bundet i samme stil. Til dekorationerne, som er sat i oasis er benyttet kirsebærgrene, lærkegrene, glaskål, limefrugter, hornvioler, små gren-haveroser, hvidløgsblomster, osv. Der var hvide duge og blå og hvide servietter.

IMG_7728

En naturlig og enkel brudebuket, som jeg har håndbundet og lavet skaft på med fletteteknik. Har benyttet forskellige roser, eucalyptus, lisianthus, juleroser, skimmia og syrener.

IMG_3820

Armbånd, som kan benyttes til både bryllup, men jeg efterhånden også har lavet til en del konfirmander. Man kan også sagtens lave hårbøjler og spænder med blomster på.

IMG_7887

En lille borddekoration, som kan benyttes til almindelig blomsterpynt i stedet for en buket eller benyttes som bordpynt til fester. Jeg laver disse i oasis.

Her lidt af de buketter jeg binder rigtigt mange af hver enste dag. Elsker hver og en af dem, og alle er forskellige.

Har mange blomster i mit hovede og som afslapning elsker jeg at tage fat i en blyant og tegne blomster. Her har jeg dog kastet mig over blæk og pen for første gang, og det er absolut ikke sidste gang. Det var hyggeligt, selvom jeg blev noget sort på mine fingre.

IMG_7908

Så nu har du set lidt af det jeg laver, når jeg ikke er i køkkenet. Vi ses nok snart igen.

Syndige cookies med Oreos, chokolade, havsalt og karamel

Posted on Updated on

Bare ingredienserne siger det hele ikke? Det er alle de syndige, forbandede, velsmagende ingredienser der får englene til at synge. Så dem har jeg kombineret i en cookie, som tager 10 min, at forberede og 10 min., at bage. Så alt i alt en win/win!

IMG_7479

Cookies

(12 store)

100 g blødt smør

100 g rørsukker

100 g alm. sukker

2 tsk. vanillesukker

2 æggehvider

200 g hvedemel

100 g hakket mørk chokolade

100 g hvid, hakket chokolade

6 knuste Oreos

1 tsk. havsalt

Karamel (enten flydende eller karamelstykker)

Jeg benytter min KitchenAid med flad spartel, men du kan sagtens lave dem med elpisker eller med håndkraft. Pisk smør, rørsukker og sukker sammen i ca. 2 min. Tilsæt vanillesukker og æggehviderne og piske det rigtigt godt sammen til sukkeret et opløst. Tilsæt ved lav hastighed hvedemel og vend til sidst chokoladen, Oreo og havsalt i dejen.

IMG_7470

Forvarm ovnen til 185 g. Form dejen til små kugler med en teske i håndfladen og læg den på en bageplade, beklædt med bagepapir.

IMG_7472

Der skal være god plads mellem småkagerne, da de flyder ud. Jeg har 9 stykker på en plade. Lav en lille fordybning i hver kugle og læg en lille klat flydende karamel i. Eller læg et lille stykke karamel i midten af dejen. Bages nu ca. 8-10 min.

Køles af 5 min. på bagepladen inden de køler af på en bagerist.

 

Til slut i dette indlæg skal du ikke snydes for lidt af det jeg også sysler med i min blomsterverden. Det er jo blevet forår i blomsterbranchen.

IMG_7290
Buket med hyacinter
IMG_7351
En rigtig forårs-/påskekrans med vagtelæg
IMG_7353
Skøn forårs-/påskekrans med løgvækster.
IMG_7367
En kasse med forår.
IMG_7368
En kasse med forår.

 

Berlinere

Posted on Updated on

IMG_6907Min mand elsker simpelt hen Berlinere og her til morgen vågnede jeg 4 timer tidligere end jeg skulle åbne butikken, så jeg besluttede at ville overraske min mand og mine 3 børn med lune berlinere fra morgenstunden. Børnene er nu startet deres vinterferie og i morgen drager vi til Berlin, så hvad kan være en bedre start en lige smage en bid af rejsemålet? Faktisk var de nemme at gå til og de hævede i mens jeg var i bad og gjorde mig i stand til arbejdsdagen. Ville også gerne have lavet en version med både vanillecreme og hindbærsyltetøj i, men jeg kunne fornemme at så ville tiden jo løbe fra mig.

Berlinere

(14 stk. mindre/små)
65 g smør
3/4 dl mælk
25 g gær
2 spsk. sukker
2 æg
275 g mel

1 tsk. vanillesukker

lidt salt

Revet skal af økologisk citron

Fyld:
hindbærsyltetøj og/eller vanillecreme (valgfrit)
palmin eller olie til kogning
sukker til drys
Lun vand og smelt smørret i vandet. Lad blandingen blive håndvarm. Opløs gæren i vandet, og tilsæt sukker og æg. Tilsæt melet lidt efter lidt, og ælt dejen godt igennem. Jeg har lavet min dej på min KitchenAid, hvor den har stået og kørt  på hastighed 2 i 8 min. Dejen må gerne klistre en smule. Dæk skålen med et viskestykke, og lad dejen hæve en times tid et lunt sted.

Slå dejen ned, og rul den ud, så den er ca. ½ cm tyk. Udstik cirkler på ca. 6-8 cm i diameter (brug en udstikkerform eller et glas dyppet mel).

Lad dejen hæve igen i ½ time, inden de koges i varm olie eller palmin. Jeg bruger Palmin som jeg varmer til ca. 170 grader. Tjek evt. om det er varmt nok med en lille klump dej i olien. Kog kagerne i den helt varme olie, én eller to ad gangen; vend dem rundt et par gange under kogningen, og tag dem op med en hulske. Drys en stor tallerken med sukker, og rul berlinerne godt heri.

Hæld syltetøj i en tyllepose. Lav et lille hul i hver berliner og sprøjt en god klat syltetøj i hver. Jeg garanterer at de bragte meget stor lykke herhjemme.

På arbejdet er jeg altså gået i forårsmode, selvom der faktisk faldt lidt sne i dag, en pyt med det. Jeg elsker mit arbejde med blomster og det at kunne finde på kreative ting hele tiden. Her er lidt stemningsfotos fra i dag.