Midt i en syltetid

En fridag igen fra job skal udnyttes til fulde. Tror det må være den sidste høst til syltning, for kan se, at det er svært at få fat på nu. Jeg taler selvfølgelig om syltning! Men ved jo jeg fortryder, hvis jeg ikke får det gjort. Så jeg måtte i gang. Startede et par dage før med at rense, skrælle og prikke, salte osv. Så i dag skulle der koges lager. Og sikke jeg synes det lugter af eddike i flere dage efter, men det er slidet værd. Fik lavet 3 glas asier og 6 glas drueagurker, så om nogle uger er det bare at spise løs til aftensmad og rugbrødsmadder eller bare en lille snacks.

Denne opskrift bruger jeg både til agurker og asier.
20 stk. agurker (store agurker eller 40 små sylteagurker)
4 spsk. Fint salt
1 brev Melatin syltekrydderier
3½ liter eddike
2 kg. Sukker
2 dl. Sukker 
Vand
5 dildskærme
Atamon
4 stk. store glas

Agurkerne vaskes (skal IKKE skrælles) flækkes på langs og kærnerne skrabes ud med en ske,
Agurkerne skæres i skiver på 2-3 cm, kommes i 2 store skåle, hver skål agurker saltes med 1 spsk. Fint salt i midten og 1 spsk. Fint salt i toppen.
Skålene stilles køligt (ikke køleskab) og overdækket med viskestykke i 4 til 12 timer. Hvis det er sylteagurker priker du dem med en gaffel hele vejen rundt og lægger dem med saltet.
De store glas vaskes og skylles i atamon.

I en gryde kommes 1½ liter eddike og 1½ liter vand og 2 dl sukker, det bringes i kog, agurkerne kommes i gryden, ikke flere agurker end de bliver dækket af eddike/vand blandingen, koges i ca. 4-5 min. Uden låg, til de skifter farve og bliver grønbrune, derefter kommes agurkerne på de rengjorte glas. Det resterende eddike og vand fra gryden kasseres og gryden vaskes. Dildskærmene vaskes.

I gryden kommes 2 liter eddike, 2 dl. Vand, 2 kg. Sukker og 1 brev Melatin syltekrydderi (tag evt. krydderierne ud af posen), det skal koges op, til det bliver klart, kom dildskærmene i gryden og gi´ dem et opkog, tag gryden af varmen og kom atamon i. Det væske der har samlet sig i bunden af glassene med agurkerne, skal hældes af og kasseres, brug evt. en hulske og hold den over åbningen. Hæld blandingen fra gryden og 1 til 2 dildskærme over agurkerne i glassene.

Stilles og dækkes over med et viskestykke, til de er afkølet. Derefter lukkes glassene og stilles til at trække i op til 14 dage. 

Masser af muffins…

En rigtig hyggedag med Ida, som er min yngste datter på 8 år. Synes jeg havde haft lidt travlt med arbejde på det sidste, så besluttede mig for hun skulle have en fridag, hvor hun kunne tæske mig i Triomino og Uno Extreme. Vi bagte de lækreste muffins, som vi pyntede med smørcreme og fondant.
De gule var naturligvis citronmuffins med citronsmørcreme og de andre var æble-/kanelmuffin med almindelig vanillesmørcreme og lidt kakaodrys på.

I løbet af dagen kom også en veninde og hendes datter på besøg, som også fik guffet muffins og vi havde bagt så mange, at de også måtte tage nogle med hjem, selvom mine to store drenge menter de godt kunne spise dem alle.

Til muffins med æble og kanel har jeg brugt min basisopskrift på muffins, hvori jeg har blandet to stik. fintskåret æbler i tern, som er vendt i kanelsukker og tilsidst vendt i dejen inden de kom i formene. Toppingen er en alm. glasur med vanilje.

Vaniljeglasur:
250 g flormelis, siet
75 g usaltet smør
ca. 2 spsk. sødmælk
et par dråber vaniljeekstrakt

Pisk flormelis og smør sammen i en røremaskine ved middel hastighed til det er godt blandet. Skru ned til lav hastighed. Bland mælk og vaniljeekstrakt i en anden skål, og kom det i smørblandingen en skefuld ad gangen. Skru op til høj hastighed, når al mælken er indarbejdet. Fortsæt med at piske, til glasuren er let og luftig, min. 5 min.

Citroncupcakes fra The Hummingbird Bakery ca. 12-18 stk.
125 g hvedemel
150 g melis
1½ tsk. bagepulver
2 spsk. revet citronskal samt ekstra til pynt
40 g usaltet smør
1½ dl sødmælk
1 æg

Citronglasur
250 g flormelis
80 g usaltet smør, stuetemp.
2 spsk. revet citronskal
et par dråber frugtfarve (kan udelades)
1/4 dl sødmælk

Forvarm ovnen til 170 grader.
Kom mel, sukker, bagepulver, citronskal og smør i en røremaskine med en flad spartel (eller brug elpiskeren), og pisk for lav hastighed til alt er godt blandet og sandet i konsistensen. Hæld gradvis mælken i, og pisk det, til det netop er blandet.
Kom ægget i melblandingen, og fortsæt med at piske til det netop er indarbejdet. Fortsæt med at røre et par minutter mere, til blandingen er jævn. Rør ikke for længe.
Fyld papirforme med totrejdedele med dejen, og bag dem i den forvarmede ovn i ca. 20-25 min. Lad kagerne kæle af i formene.

Citronglasur: Pisk flormelis, smør, citronskal og evt. frugtfarve i en røremaskine og pisk for middel hastighed, til alt er godt blandet. Skru ned til lavere hastighed. Hæld langsomt mælken i, og skru op for hastigheden, når den er godt indarbejdet. Fortsæt med at med at røre, til glasuren er let og luftig, min. 5 min. Jo længere man pisker, desto luftigere og lettere bliver glasuren.

Smør citronglasur på toppen, når kagerne er kolde, og pynt med lidt citronskal.

Nemme dekorationer til efteråret

Synes efteråret er en af mine ynglingsårstider, da der er så mange muligheder, materialer og farver at lave blomster og dekorationer med. Dagene bliver langsomt mørkere og det er tid til stearinslys og lanterner udenfor til at byde gæsterne velkommen. Her er et par nemme idéer til selv at lave dekorationer i en fat. Jeg har kun brugt en urtepotte, en hjerteranke i potte samt et pyntegræskar og noget gråt bastbånd.

Efterårskranse

En fridag fra arbejdet skal da nydes når solen titter frem, så jeg måtte i haven og klippe og i gang med kranse til pynt. Til denne krans er brugt bronzeblade med patina, Ericalyng, hortensia, brombær fra skoven og jomfru i det grønne. Til selve kransen har jeg brugt elefanttråd, som jeg har formet efter en urtepotte og derefter har jeg viklet floraltape rundt om selve kransen. Jeg starter med at bruge vinseltråd og hæfter det et sted på kransen. Så lægger jeg fx. en lille buket hortensiaer på kransen og vikler tråden rundt om stilken, derefter vikler jeg lyng, tråder denne, jomfru i det grønne, osv., osv. Dette gør jeg til jeg er nået hele vejen rundt, hvor jeg afslutter med at vikle vinseltråden ind som en knude om sig selv. Jeg danner en lille løkke bagpå, så man også kan hænge kransen op. Denne type krans kanman lave en masse forskellige variationer af, alt efter smag og evner. Gå i haven eller naturen og se, hvad der er lige nu.

Traktørstedet v/Bøgeskoven

I dag var vi inviteret til en dejlig søndagsfrokost. Det er en tradition vi har med et vennepar et par gange om året. Denne gang var det deres tur til at give, så dermed også at bestemme, hvor vi skal hen. Vi var super heldige, for vejret var med os og vi kunne sidde ude og spise, med udsigt ud over vandet. Vi vidste som sagt ikke, hvor vi skulle hen. Turen var smuk gennem det solbeskinnede landskab, og til slut kom vi til det smukkeste sted med strand og skov. Det hedder Traktørstedet i Bøgeskoven og ligger i Store Heddinge. Fantastisk hyggeligt sted som er bevaret i den gamle ånd. Hver søndag t.o.m. oktober er der frokostbuffet fra 12-15, og det var denne buffet som vi skulle igennem. Dejlig traditionel dansk frokostbord, hvor alt var hjemmelavet. Skønt! Efter mange timer med frokost sluttede vi af med en dejlig tur i Bøgeskoven og til slut en smut ved vandet. Et sted der varmt kan anbefales.