Marcipan påskeæg

 
Nu det er påske har jeg lavet de skønneste påskeæg med marcipan, lakrids og hindbær med hvid chokolade samt marcipanæg med nougatfyld og mørk chokoladeovertræk. De er meget nemme at gå til og skønne at give som værtindegave.

Til æggene brugte jeg en marcipan fra Summerbird, hvor jeg i den ene variant æltede marcipanen og lagde et stykke nougat indeni. Disse æg vendte jeg i mørk chokolade og pyntede med hvid chokolade og en lille blomst i fondant på toppen. Til de hvide æg og tog jeg resten af marcipanen og æltede med lakridspulver og frysetørrede hindbær. Tilsæt lakridspulver efter din egen smag. Husk dog at den lige skal stå og trække lidt, så kommer lakridssmagen bedre frem. Disse æg vendte jeg i hvid chokolade og lagde hindbær på til pynt. Brugte også en del af dem som værtindegaver, hvor jeg lagde dem i små kageforme fra GreenGate og pakkede det hele ind i cellofan, og sluttede af med en sød tekst på et manillamærke.

Karameller

 

 

     IMG_7847

Denne portion jeg laver er til en form på 18×25 cm, og det er en aluform beklædt med bagepapir. Ønsker du en anden smag kan du også tilsætte lakridspulver eller lidt sirup eller kakaopulver. Denne gang lavede jeg nedenstående opskrift og tilsatte havsalt i flager til karamellen. Det synes jeg er lækkert til det ultra søde.

Flødekarameller

250 g sukker
2½ dl. piskefløde
25 g smør
4-5 dråber vanilleessens eller 1 stang vanillekorn
25 g sukker
1 knp salt

Tag en tykbundet gryde og smelt sukkeret heri. Lad det blive gyldent og tilsæt smør under omrøring. Jo mere gyldent du laver sukkeret des kraftigere smag. Hæld nu piskefløden i lidt efter lidt mens du rører det godt sammen. Pas på at sukkeret ikke køler for meget ned og størkner.

Nu koger det i ca. 10 min. Når det har kogt tilsætter du salt og evt. vanille eller den smag du ønsker. Kog massen ind til boblerne begynder at hænge sammen og det bliver lidt til en grød. Har du et sukkertermometer eller stegetermometer skal det vise mellem 125 og 130 grader. Når det har opnået den rette temperatur hælder du det i den form du har lavet klar og lader massen køle af. Jeg sætter den et par timer i køleskab inden jeg skærer ud til karameller. Men hold øje for bliver massen for hård, kan den være sværd at skære i, men så kan den stå lidt ved stuetemperatur, så er det nemt igen. Du kan evt. købe karamelpapir på http://www.urtegaarden.dk som har gode priser. Jeg vender mine karameller i en gang flormelis og opbevarer dem i køleskabet.