Mad

Thai Gourmet-hotdogs

Posted on Updated on

reju5483

Om mandagen forsøger jeg mig med at holde helt fri fra min butik. Så der er lidt mere tid i køkkenet. Som ofte kan det være svært at finde på nye retter til hverdagsmad, som hele familien elsker, som indeholder noget grønt og ikke tager så lang tid at forberede. Men disse lækre hotdogs er helt klart ikke sidste gang jeg kaster mig over. De var også fantastiske dagen efter til børnenes madpakker og til min madpakke i butikken, som blev til en skøn salat. Ville egentligt have lavet det med hakket kyllingekød, men det kunne jeg altså ikke få denne dag. Så jeg har lavet det med svinekød, som giver en mere fast pølse. Du kan selv bestemme eller lav begge dele. Pølsebrødene kan du godt selv bage, men jeg køber dem. Synes Lidl og Aldi har nogle helt fantastiske bløde brød, og eller kan jeg godt finde på at købe dem hos min pølsemand, da de også er lækre. Jeg har også lavet en version med stegte hvidløgsrejer og rejechips på. Bestemt også skøn, men tænker jeg ikke behøver at skrive opskrift på rejer og at købe en pose rejechips?

Thai-pølser til gourmethotdogs

(til 5 pers.)

500 g hk. magert svinekød

1 tsk. revet, frisk ingefær

1 tsk. revet, friskpresset hvidløg

1 finthakket rød chili

5 spsk. sød chilisauce

1 stort fintrevet løg

1/2 – 1 dl vand

salt og peber

Neutral olie til stegning.

Bland alle ingredienserne til farsen sammen. Måske hold igen med den røde chili og smag til efterhånden, efter den styrke du kan lide. Tilsæt også kun vand i den mængde til at få en fast men lind fars, så du stadig kan forme til pølser, så de ikke flyder ud, men stadig bevarer en blød men fast form. Lad farsen hvile i køleskabet en halv times tid mens du forbereder tilbehøret.

Mangosalat

2 modne mangoer, skåret i bittesmå tern

1/2 limefrugt

1 rød chili, skåret i små stykker (kan udelades, hvis mindre børn)

1 stor, rød peberfrugt skåret i bittesmå tern

2 spsk. sød chilisauce

Vend alle ingredienserne sammen og pres limesaften over. Vend det hele igen, smag til og sæt det på køl.

Avocadosalat

3 modne avocadoer, skåret i bittesmå tern

40 g ristede pinjekerner

1/2 lille finthakket løg

1/2 bdt. finthakket, bredbladet persille

1/2 bdt. finthakket purløg

lidt salt

2 tsk. sød chilisauce

Vend alle ingredienserne sammen, smag til og sæt på køl.

Tag farsen ud af køleskabet og varm en lille pande med olie. Tag blot en lille teske fars og steg den. Smag på den stegte lille frikadelle. Smag farsen til, hvis du synes den mangler, smag eller styrke. Tag nu en større pande og hæld smagsneutral olie i. Et godt lag. Form nu pølser af din fars. Jeg laver dem ca. 4 cm længere end pølsebrødet. Læg dem på panden og steg dem godt gyldne og sprøde. Lun pølsebrød, når du næsten har stegt alle dine pølser.

Vores favorit blev pølserne med mangosalaten og rejer med avocadosalat. Håber det smager. Velbekomme.

Børnene lavede selv madpakker efter de var mætte, så der var nem madpakke til skolen dagen efter.

Jeg skar icebergsalat ud i strimler og lagde avocadosalaten og mangosalaten ved siden af samt nogle pølser. Skøn frokost på arbejdet. Så der var god energi til at lave lidt lækre blomster denne dag. Og som du nok kan se er jeg allerede i meget forårshumør.

Sommersalater

Posted on Updated on

IMG_9716

Der går lidt længere nu mellem mine indlæg, da jeg har fået min egen blomsterbutik, så det tager meget af min tid. Det jeg så har tilbage af min tid bruger jeg sammen med familien. Men nej, hvor jeg dog elsker at have min egen butik! Det er sjældent vi får inviteret gæster, så nu da vi endelig skal have gæster vil jeg gerne lave det nemt men lækkert.

Vi får hvide asparges med fjordrejer og sauce mouseline til forret. Til hovedretten griller vi nogle dejlige bøffer, så jeg laver lidt forskelligt tilbehør til kødet.

Denne salat er nemt at gå til og kan laves i god til før gæsterne kommer. Jeg har dog valgt, ikke at anrette den; altså blande den sammen før vi skal spise, for at salaten stadig er knasende frisk. Til 8 voksne har jeg brugt flg.:

Spicy Mangosalat (8 pers.)

4 modne, skrællede mango

3 spsk. sød chilisauce

1 hakket, rød chili (kernerne er fjernet)

1 fed, presset hvidløg

1 dl. sesamolie

1/2 tsk. salt

saften fra en kvart citron

1 pakke ærteskud

2 pakker babyspinat

125 g ristede pinjekerner

1 bdt. grofthakket koriander

Skræl mango og skær ud i tern. Læg tern i en frostpose. Rør chilisauce, hakket chili, sesamolie, presset hvidløg, salt og citronsaft sammen og hæld ned i posen sammen med tern fra mango. Luk posen godt til og lad det marinere i køleskabet i min. 1 times tid. >Skyl spinat og tør det godt af med køkkenrulle. Anret spinatsalat på et stort fad.

Hak koriander groft og vend det i posen med mangotern. Rist pinjekernerne let på en pande. Hæld mangotern og marinade ud over spinatsalaten og læg derefter ærteskud på toppen. Strø alle pinjekernerne ud over salaten

IMG_9647
Eksempel på lidt bordpynt med pæoner og hortensia i en sød lille skål

 

Endnu en gang har jeg også valgt at lave en af min egen ynglingssalater/tilbehør til grillmaden. Den du ved nok med fetaost.Selv dem der normalt ikke bryder sig om feta plejer at kunne lide denne ret. Den er så nem at lave, at du blot skal regne med max. 10 minutter til at lave den.

Christinas Fetasalat

1 stor pakke fetasalat

1 dl. akaciehoning

1 dl. god jomfru olivenolie

6 fed, presset hvidløg

4 spsk. pesto (jeg har brugt min gene hjemmelavet – du kan også bruge rød pesto)

Oliven (hvis du er til oliven)

Ristede pinjekerner (andre, ristede nødder kan også sagtens benyttes)

IMG_9696
Featsalat

Tag et stort fad eller en stor tallerken og læg feta på midten. Mas med bagsiden af en ske feta ud, så den bliver til “krummer”. Den skal ikke være en flad masse, men blot så det ikke er en stor klump der ligger. Pres alle fed hvidløg over, hæld akaciehonningen over, olivenolie og fordel pestoen. Slut af med nødder og oliven. Bag eller køb noget lækkert brød til. Har ofte også brugt de tynde rugbrødssnacks.

IMG_9711
Sådan gør jeg klar til vores gæster
IMG_9710
Her er jeg så med buketten til min bordopdækning

En god morgenstarter

Posted on

IMG_2793 IMG_2794

Nogle morgener starter bare bedre end andre og denne morgen var super god. Fik lavet en god hjemmelavet musli, hvor jeg har taget havregryn og ristet på panden i smør med akaciehonning, mandler, cashewnødder samt tørrede solbær. Spiste det til en portion græsk youghurt blandet med lidt vanillepulver, fersken, jordbær, hindbær, rabarberkompot, vindruer samt en halv advocado. Ultra, Ultra lækkert!!! Og havde energi til mange timer.

IMG_2788

Verdens bedste pølsehorn igen igen samt skinke-/ostesnegle

Posted on Updated on

IMG_2974

Jeg kommer jo ikke uden om, at min opskrift på pølsehorn er blevet meget, meget populær. Der går ikke en dag, hvor den ikke bliver læst her på min side, og jeg bager den også selv ofte til familien. Og hver gang er den fantastisk. Der er en del dej, så denne gang valgte jeg at bage noget af dejen som snegle med fyld af skinke og ost. Mange skriver til mig om det ikke er rigeligt sukker der er i opskriften. Du kan jo selv dosere det du har lyst til. Jeg kan bedst lide det sådan som jeg har lavet opskriften og sammensætningen af mine ingredienser er også med til at give den optimale hæveevne og smag. Du kan jo også vælge at lave en grovere udgave ved at skifte en del af hvedemelet ud med en grovere type mel, havregryn eller evt. revet gulerødder. Du bestemmer jo helt selv. Men jeg har lavet den jeg kender og ofte laver.

Alle ingredienser skal altid have stuetemperatur og ovnen skal forvarmes til 37-40 grader til forhævning for det bedste resultat. Jeg ved godt det tager lidt tid, men jeg synes dejen opnår en luftighed, som jeg ikke opnår ved at lade den hæve et lunt sted. Jeg laver dejen på min KitchenAid, men du kan selvfølgelig lave den i hånden eller med en mixer til at begynde med.

Pølsehorn/snegle med skinke/ost

(Ca. 35 stk.)

4 3/4 dl lunken mælk

50 g gær

125 g sukker

900 g mel

3 æg

25 g smeltet smør

1 tsk. salt

2 æg til pensling

Pølser til fyld

Evt. små stykker ost

Opløs gæren i lunkent mælk. Lad det lige hvile i ca. 5 min. inden du tilføjer 225 g mel og 60 g sukker. Dæk skålen med husholdningsfilm og sæt skålen i ovnen i ca. 20 min. Du kan selvfølgelig også stille skålen et lunt sted i ca. 45 min.

Pisk de 3 æg sammen med resten af sukkeret, det smeltede smør og salt og bland det i dejen. Sæt nu dejkrogen på og tilsæt melet lidt ad gangen. Jeg tilsætter ca. 200 g ad gangen og ladet det arbejde sig ind i dejen før jeg tilsætter nyt mel. Måske du skal bruge lidt mere eller mindre mel end jeg lige har skrevet. Dejen har fået nok mel, når dejen slipper siderne på røremaskinen.  Eller den er til at ælte uden den klistrer for meget ved æltning. Lad dejen ælte i ca. 15 min. ved lav hastighed. Dæk skålen med film igen og sæt skålen i ovnen i ca. 1 times tid. 2 timer ved stuetemperatur. Det er som tidligere skrevet det hele værd.

IMG_0772_2   IMG_0773

Når dejen er færdighævet dele du dejen i ca. 5 boller. Rul en bolle ud til en cirkel og skær med en pizzaskærer eller kniv 8 lige store trekanter. Læg en pølse og evt. et stykke ost oppe i den bredde ende og fold siderne lidt op over ost og pølse og rul nu ned mod spidsen. Læg hver rulle i en bageplade (form) meget tæt og med spidsen vendt nedad. Lad dem nu hæve igen i ovnen i ca. 20 min., før du tager dem ud og hæver temperaturen i ovnen til 185 grader. Pensl hornene med sammenpisket æg. Giv dem et godt lag. Du kan evt. drysse med sesam, hvis du ønsker det. Bag dem nu i ovnen i præcist 12 min. Nu kan du så nyde de skønneste pølsehorn. Håber du synes de er umagen værd? Sneglene har jeg lavet ved at lave en firkant, lagt skinke og ost på, rullet det til en pølse, som så er skåret i ca. 2-3 cm tykkelse.

Et tip, hvis du laver søde horn med æbler, eller chokolade. Opløs 2 spsk. sukker i 1 spsk. varmt vand og pensl hornen lige når de kommer ud af ovnen med sukkervandet.

IMG_0781_2

Nem og hurtig engelsk lemoncurd

Posted on Updated on

IMG_2647

Kender du ikke det at man lige står med citroner i overskud? Havde lige 3 stk. og noget jeg elsker er simpelt hen LemonCurd. det er oven i købet også super nemt og hurtigt at lave. Man skal dog bruge en del sukker, men man behøver jo ikke spise det hele på en gang. LemonCurd er fantastisk til hjemmebag i form af brød/boller og til kager.

LEMONCURD

3 citroner også skal heraf

3 æg

150 g sukker

60 g smør

Tag alle ingredienser (saft fra citronerne samt revet skal) i en tykbundet gryde på nær smør og skru op for mellem varme. Rør rundt hele tiden. Efter ca. 5-10 min. begynder det at tykne, rør stadig godt og tag det så af varmen, hvorefter du tilsætter smør. Rør stadig rundt til alt er godt blandet. Hældes nu op i atamonskyllede, lufttætte glas eller beholdere. Skal opbevares i køleskab. Kan holde i ca. 1 uges tid.

Kinessisk stemning og skønt aftensmåltid

Posted on

IMG_2551_2

Så har vi i familien fået endnu en ynglingsret! Kylling i sticky honning-/chilisauce med ristet sesam. Åhhh, kunne godt spise det mens jeg sidder her og skriver på bloggen. Havde lavet rigeligt synes jeg, men der var til 5 personer i stedet for 6 personer. 5 personer herhjemme er 3 børn og to voksne, hvoraf de to af børnene er store drenge. Hertil fik vi gulerod og agurkestave og ris, da jeg lige var løbet lidt tør for ingredisenser i køleskabet for i dag. Ville klart have lavet en koriander-salat hertil, men det må blive en anden gang.

Sticky Kylling med honning-/chillisauce

(5 pers.)

5 kyllingefiletter

4 spsk. soyasauce

4 spsk. risvinseddike

2 spsk. sesamolie

3 spsk. maizenamel

5 spsk. hvedemel

2 tsk. salt

1/2 tsk. peber

Solsikkeolie til stegning

Sauce

4 spsk. honning

4 spsk. østerssauce

4 spsk. sød chilisauce

5 spsk. ketchup

4 spsk. soyasauce

1,5 dl vand

2 spsk. limesaft

ristede sesamfrø

Skør kyllingefiletterne i tern/mindre stykker. Bland alle ingredienserne sammen i en skål (altså ikke ingredienserne til saucen). Bland det godt sammen og læg kyllingestykkerne heri. I en gryde eller sautepande kommer du godt med olie i. Jeg bruger en sautepande og kommer ca. 1/3 olie i. I en anden gryde rører du alle ingredienserne til saucen sammen, og lader det koge ved svag varme til det er tyknet. Det tager ca. 20 min. Steg kyllingestykkerne ca. 5-6 stykker ad gangen i olien og læg dem på køkkenrulle efter stegning. Når alle stykkerne er stegt lægger du dem i saucen og rører rundt og tilsætter 3/4 af de ristede sesamfrø. Server med et drys koriander og ristet sesam ovenpå.

 

 

Lidt inspiration til maden kan vi alle trænge til.

Posted on Updated on

IMG_2156

Og hvorfor ikke begynde med denne super lækre Mexi-burger?

Nu vil jeg igen prøve at samle lidt af de måltider jeg har husket at få taget fotos af i en travl hverdag. Det skal jo være nemt, lækkert og gerne også lidt sundt. Måske det hele ikke ligger til den ultra sunde side, men jeg tror på, at hvis man spiser varieret kost, behøver det ikke være “grønt” hver dag.

Her er så et kompromis som vi har indgået, for vores tre børn elsker mexikansk og det er ikke altid vi som voksne herhjemme synes det er så lækkert at få så ofte. Så vores hjemmelavet burger fik et mexikansk tvist. Jeg blandede oksekødet med revet cheddarost, chili, salt, peber og løg og et lille skvær olie i. Form til bøffer. Ristede champignon i kvarte. Guacemolen laver jeg ved at tage 3 spsk. advocado, 1 1/2 spsk. sur/sød chili, 1 spsk. ketchup, 2-3 fed presset hvidløg, 1/2 tsk. sukker, 1 spsk. creme fraiche, salt og peber og blande/blende/mose det hele sammen. Salsaen jeg har i burgeren har jeg købt.

På underbollen er der smurt en gang hvidløgsmayo, lidt salsa, advocado, salatblad, tomater, agurker, bøf, revet cheddarost, champignon, løgringe, lune nachos, salt og hvidløgsmayo. En ordentlig mundfuld!!! Men fantastisk mundfuld!!! Og nem mundfuld!!!

IMG_2296_2

Herhjemme spiser vi alt for lidt fisk, og når vi spiser fisk bliver det ofte det jeg lige kender og ikke skal tage så meget stilling til. Torsk, pigvar, havtaske, laks, sej og rødspætter. Det er nok det jeg kaster mig ud i, men som sagt ikke ofte nok. Så jeg besluttede mig en dag at køre forbi vores fiskehandler i Køge og spørge ham om, hvad jeg skulle lave til aftensmad. Måtte advare ham om der ikke måtte være for mange ben i og det skulle være nemt og hurtigt. Han synes bestemt jeg skulle prøve Sandart. De så jo lækre ud, men jeg havde ikke prøvet det før. På Køge torv er der Torvedage hver onsdag og lørdag, hvor man kan købe det hele til det halve (sådan ca. da), så jeg faldt over hvide asparges til 10 kr. bdt, nye udenlandske kartofler, bredbladet persille, broccoli og citroner. Mums, jeg var sulten på vej hjem. Fik det tip af Fiskemanden, at jeg skulle ridse skindet lidt og gnide det med salt samt vende fisken i mel. Jeg brugte rugmel i stedet for hvedemel, hvilket også var rigtigt godt. Vaskede kartoflerne og satte dem til at koge, skrællede de hvide asparges, som jeg gav 8 minutter i en gryde med letsaltet vand og en kvart citron i. Delte broccoli i små bIMG_2294_2uketter, hakkede rødløg og knuste stegt bacon i, som jeg vendte med 2 1/2 dl creme fraiche, 1 spsk. mayo, 2 tsk. rødvinseddike, salt og peber. Det har godt af at trække nogle timer inden serveringen. Kan også sagtens laves dagen før. Da aspargesne var kogt færdige tilsatte jeg 25 g smør 1 dl olivenolie, 1 tsk. sukker, 1/2 tsk. salt samt en stor håndfuld hakket, bredbladet persille i gryden og lagde låg på. Lad det bare stå og trække til du skal spise. Fisken snittede jeg så, vendte i rugmel og stegte to ad gangen på en pande i godt med smør. Gav først på filletsiden (hvis man kalder den det?) et par minutter og til sidst 4-5 minutter på skindsiden, som blev lækker sprød. Lavede 5 stk. store fisk. De 2 af dem påstod min mand og ældste søn var fyldt med ben og vi andre fik max. 5 ben tilsammen. Det smagte vildt godt og er absolut ikke sidste gang jeg laver denne ret.

IMG_2338_2

Nu er det også ved at være vores grillsæson herhjemme, så jeg har lavet forskelligt nemt tilbehør, som nemlig også går fint til madpakken dagen efter til børnene. Det elsker de altså bare. Så en ordentlig gang pastasalat med hjemmelavet hvidløgsmayo vendt med lidt creme fraiche. En masse hakket, bredbladet persille samt mozarellakugler og cherrytomater. Til slut et ordentligt skud friskkværnet peber og lidt citronsaft på. Nemt og hurtigt!IMG_2339_2

En anden variant (som er børnenes ynglings) er denne pestovariant. Enten kan du lave din pesto selv, eller blot købe en rigtig god en i supermarkedet. Synes det er så hurtigt selv at lave det og meget billigere. Man har også til mange flere dage. Jeg koger pastaen, rister bacon i ovnen og rister nogle pinjekerner. Pasta, pesto, bacon (knust), pinjekerner og revet parmasanost vendes sammen og vupti, så har du en lækker pastasalat.

Hjemmelavet pesto i et snuptag

2 bt Basilikum, store bundter (du kan også bruge bredbladetpersille)

50 g Pinjekerner (evt. ristede solsikkekerner)

1-1 ½ dl Jomfru olivenolie

1 1/2 dl rapsolie

1-2 fed Hvidløg

50g friskrevet parmesanost

Salt og lidt sukker

Pestoen laver jeg i min blender. Jeg starter med at blende parmesanosten og hvidløg sammen med salt og lidt sukker. Tilsæt nu olie samt basilikum og kør til det blot lige er blendetsammen. Tilsæt nu pinjekernerne og kør pesto sammen et kort øjeblik, da det stadig skal have konsistens og ikke en grød uden struktur.

Hvis den er for tyk kan der tilsættes lidt mere olie. For at beholde den flotte grønne farve kan man blande lidt bredbladet persille i.

IMG_2340

Ingen grill herhjemme uden noget dyppe, dyppe, for som min mand siger det, så kan man jo ikke synke noget mad uden dyppe, dyppe. Ofte spiser vi en creme Fraiche eller græsk yougurt dressing til eller som her noget smør blandet med, hvad jeg lige har. Laver altid en ordentlig omgang, og skærer kun de skiver vi skal bruge. resten ligger i vores fryser, så vi altid har lidt i reserve. Sørg for smørret er i stuetemperatur, så er det lettere at arbejde med. Til 500 g bruger jeg 3 fed hvidløg, 1/2 bdt. finthakket persille samt 1 1/2 spsk. finthakket, bredbladet persille. Bland det godt sammen. Gøres nemmeste med bagsiden af en ske eller med en blød bagespartel. Læg smørklumpen på husholdningsfilm og dæk den til. Jeg plejer at tage et stort stykke, så jeg fladmasse klumpen lidt og derefter rulle til en pølse.

IMG_2358

Nu er det jo maj og en nem, meget hurtig ret, som jeg simpelt hen elsker. Kunne spise det hver dag i sæsonen er hvide asparges med rejer og hollandaisesauce. Rejerne har jeg købt hos min fiskemand, asparges er skrællet, så de ikke trevler og kogt i 8 min. i letsaltet vand tilsat en kvart citron i vandet.

Hollandaise med fløde

(4 pers.)

125 g smør

1⁄4 liter piskefløde 38%

4 stykker æggeblommer

1⁄2 tsk groft salt

2 spsk friskpresset citronsaft

 Kom alle ingredienserne i en tykbundet gryde og bring dem til kogepunktet ved jævn varme og under kraftig piskning. Smag hollandaisesaucen til. (Skal saucen holdes varm, er det bedst at sætte den i vandbad).

Kan anbefale at du erstatter citronsaften med bearnaiseessens og frisk, hakket estragon, får man en lige så lækker bearnaisesauce.

IMG_2353

Hvad har jeg i køleskabet-brød? Nogle gange bugner mit køleskab af alt muligt, som ikke rigtigt er noget og alligevel smider man jo ikke noget ud. Havde taget noget hakket kyllingekød ud af fryseren, som jeg så lavede som en lille delle der kom på små brød med hvidløgsmayo under og et stort basilikumblad. En variant med olivenolie med chorizo, brie og en lille oliven. Ruccola vendt med olierede, soltørrede, hakkede tomater, ristede pinjekerner lagt på brød sammen med Motadella-pølse og et lille stykke tomat på toppen. Sidst men ikke mindst. Ristede champignon med pinjekerner og løg med fløde og trøffelolie. Til slut en ordetligt skvæt citronsaft samt peber. Op på brødet og Bon Appetit!

Kyllingedeller

ca. 15 stk.

1 pakke hakket kyllingekød

1 æg

1 spsk. mel

salt og peber

1 spsk. sød chilisauce

1/2 tsk. frisk, knust ingefær

1 lille, finthakket løg

fedtstof til stegning

Bland alle ingredienserne sammen og hvil på køl i ca. 15 min. Steges ved middel varme.

IMG_2361

Slutter dette efterhånden lange blogindlæg af med en skøn dessert, som er meget, meget nem at lave. Smelt chokolade over vandbad, dyp enden af bananen i chokoladen, drys med evt. krymmel, frysetørret bær eller lakridspulver, sæt bananer på pind eller en dessertgaffel  og lad dem køle lidt af inden du sætter dem i fryseren. Lette og lettere sunde bananis.

P.S. for en god ordens skyld vil jeg lige sige, at jeg pt. lige prøver at lave en kostomlægning for mig selv med LCHF, så der indgår en del fløde og smør i min madlavning. Men det er lækkert. Kast dig ud i det og smid gerne en kommentar her på min blog. Modtager gerne ris og ros.

Slutter lige af med denne skønne buket jeg lige har lavet. Den emmer af forår synes jeg og jeg bliver så glad i låget af den. Jeg viser også her nogle fotos af ideer til dekorationer af den ene og den anden slags.

IMG_2314

IMG_2285_2

IMG_2287

IMG_2318_2