Traktørstedet v/Bøgeskoven

I dag var vi inviteret til en dejlig søndagsfrokost. Det er en tradition vi har med et vennepar et par gange om året. Denne gang var det deres tur til at give, så dermed også at bestemme, hvor vi skal hen. Vi var super heldige, for vejret var med os og vi kunne sidde ude og spise, med udsigt ud over vandet. Vi vidste som sagt ikke, hvor vi skulle hen. Turen var smuk gennem det solbeskinnede landskab, og til slut kom vi til det smukkeste sted med strand og skov. Det hedder Traktørstedet i Bøgeskoven og ligger i Store Heddinge. Fantastisk hyggeligt sted som er bevaret i den gamle ånd. Hver søndag t.o.m. oktober er der frokostbuffet fra 12-15, og det var denne buffet som vi skulle igennem. Dejlig traditionel dansk frokostbord, hvor alt var hjemmelavet. Skønt! Efter mange timer med frokost sluttede vi af med en dejlig tur i Bøgeskoven og til slut en smut ved vandet. Et sted der varmt kan anbefales.

Min mands fødselsdag – IPhone-kage

I dag er det min mands fødselsdag, og da han ikke har så mange hobbies, var det lidt svært, hvilket tema hans kage skulle have. Men som min yngste så sagde, så hænger der tit en telefon ved hans øre, så var det måske naturligt at lave hans telefon. Kagen lavede jeg i et ildfast fad og selve kagen var en drømmekage, hvor jeg flækkede den på midten og kom kokos-/sukkermassen i midten.
Drømmekage:
250 g mel
50 g smør
300 g sukker
4 æg
2 dl. mælk
3 tsk. bagepulver
1 tsk. vanillesukker
Fyld:
125 g smør
100 g kokosmel
250 mørkt puddersukker (farin)
½ dl. mælk
Æg og sukker piskes over kogende vandbad til en tyk masse. Mel, bagepulver og vanillesukker hældes sammen i en skål og blandes forsigtigt ned i æggemassen.
Mælk og smør koges op og blandes nu forsigtigt i dejen, der hældes i en smurt og melet bageform eller som jeg benyttede, ildfast fad. Bages på ovnens midterste rille v/200 grader i ca. 25 min.
Fyldet smeltes sammen i en gryde og hældes på den ene halvdel af den kællige, flækkede kage. Bag den i ca. 4-5 min. v/200 grader, og når den er taget ud lægges den sidste del på af kagen.
Hvis man skal have en helt almindelig Drømmekage skal kagen ikke flækkes, men blot bages i 20 min. fyldet hældes ovenpå kagen og igen bage 5 min. i ovnen.
Han blev meget glad for kagen, som jeg inden den blev serveret valgte at dampe, så den blev flot blank, som en IPhone jo nu en gang er.

Sankt Hans Kage til min fødselsdag

Til min egen fødselsdag måtte jeg også have lavet en kage, for jeg har fødselsdag Skt. Hans aften, og det er efterhånden blevet en tradition, at vi er en flok venner der holder det sammen hjemme hos os. Så jeg bagte en dejlig chokoladekage, den står som Ida’s chokoladekage i indekset. Derefter lavede jeg en hyldeblomstmousse, lakridsmousse og blåbærmousse, som jeg fordelte i de tre lag. Det blev super lækkert og er nok en af de bedste kager jeg har bagt til dato synes jeg selv. Så pyntede jeg den ellers efter kunstens regler, og jeg må sige, at den blev ganske fin og gæsterne synes den var fantastisk. Flere af dem taler stadig om den, så det er gode tegn ikke?

Hyldeblomstmousse (Lånt af Himmelske kager)
8 plader husblas
4 pasteuriserede æg
250 g sukker
3 dl koncentreret hyldeblomst saft
½ l piskefløde

Tilbered husblas som anvist på pakken.
Pisk æg og sukker meget stift.
Opblød gelatine/husblas i hyldeblomst saften og pisk det ved lav hastighed sammen med æg- og sukkerblandingen. Sættes på køl nogle timer eller natten over.
Pisk fløden meget stiv. Pisk hyldeblomst moussen. Bland begge dele sammen og pisk til moussen er helt opløst og du har en cremet konsistens.

Lakridsmouse
2 bægre past. æggeblommer
1 tsk. lakridspulver
4 dl fløde
1/2 dl flormelis
4 blade husblas
Tilbered husblasen som anvist på pakken. Pisk æg og lakridspulver godt sammen til det er cremet og tykt. Pisk fløden stift til flødeskum sammen med flormelis go vend det sammen med æg-/lakridsblandingen. Tag husblasen op go læg dem direkte i en gryde, hvor de smleter i det vand der “hænger” ved. Inden du hælder husblas i flødeskumsblandingen,, tager du 2 spsk. af blandingen og og rører det sammen med den varme husblas, så det bliver tempereret. Når det er ggjort skal det hele røres sammen. Stilles på køl min. 7 timer og er fantastsik, hvis man kan lave det dagen før. Sådan er det med de fleste mousser. Så det kræver lidt planlægning.
Kagen (Idas chokoladekage) er bagt i springform, som så er delt op i lag. Den er pyntet med chokoladeganache, som er sat med tylle i et rosenmønster. Jeg har også bagt en chokoladekage i en lilel skål til toppen og ellers er der bare pyntet med en masse fondant, som er limet ved hjælp af vand.
Blåbærmousse er lagt ud i opskrifter, så det kan du blot søge på.

 

Smølfekage til børnehaven

Et af de tidligere kageprojekter var til min nevø, som skulle stoppe i børnehaven på Smølfestuen. Min svigerinde og jeg kastede os ud i dette projekt, som startede meget enkelt med to figurer og et lille hus. Da jeg lige var blevet opereret, skulle jeg holde mig en del i ro, og derfor havde jeg god tid til dette projekt. Hele ugen op til mødtes vi hver dag herhjemme og modellerede og kreerede. Vi blev enige om, at kagen skulle være meget enkel, når det nu var til børnehavebørn, som skulle kunne side med et stykke kage, så derfor valgte vi chokoladekagen, som jeg har lagt opskriften ud på tidligere. Den står som Idas chokoladekage og der blev brugt 2 portioner til denne kage. Det var første gang nogen af os kastede os ud så stor en kage, så det var lige lidt svært mht. kagemål og overtræk af kagen, men det gik jo fint.

Aftenen før mødtes vi igen og fik samlet alle delene og lavet de sidste detaljer, som man så lige syntes manglede, så det blev lidt sent. Men den lykke det var at Sebastian (min nevø) skulle komme med den kage og, hvor stolt han var af den var det hele værd. Men det kræver man har god tid! Træet blev lavet i ståltråd, som jeg så beklædte med fondant. Selve Smølfehuset var i flamingo, der blev skåret ud (heldigvis af min svigerinde, for det svinede en del).

Første kage efter kursus

Efter jeg havde været på kagekursus var der jo mange ting der faldt på plads, og det varede da heller ikke mere end et par dage, så måtte jeg lige lave en testkage, om det jeg nu havde lært sad fast. Bagte chokoladebunde med hindbærmousse og smurte kagen op med smørcreme. Så fik den ellers ikke for lidt lidt med værktøjerne, og det kom der så denne kage ud af. Synes selv det gik fint med at få fondanten på og få selve kagen glat, så vi spiste kagen med stor velbehag.

Så kom jeg endelig på kursus

Jeg var så heldig at jeg fik foræret et kagekursus af min mand, og da jeg fortalte dette til min svigerinde hoppede hun med på at vi skulle på kursus sammen. Kurset var hos Kagebutikken i Albertslund, og det var et super fint kursus. Der var meget teori og meget gennemgang af materialer, men det var netop det jeg søgte. Så det var super fint at lære lidt om temperaturer, fondant, opskrifter, osv.

Alle kursister fik en kage der var bagt i forvejen, og så skulle vi ellers i gang med at rulle og overtrække. det var jo ikke bare lige… Det vidste vi jo godt, men skønt at få de fif man lige manglede til det blev perfekt. Jeg mangler så stadig at lære at overtrække firkantede former og andre former, men det lærer jeg jo nok en dag. Der var ikke så meget tid til at pynte de overtrukne kager, så vi fik alle travlt med at trykke, rulle, osv, for man ville rigtigt gerne kunne komme hjem og have fået hjælp til at afprøve alle metoderne, Så kagen blev pyntet på en halv time, med meget røde kinder og rystende hænder. Det var et rigtigt godt kursus og kan varmt anbefales. www.kagebutikken.dk

Mit allerførste kageprojekt

Mit allerførste kageprojekt kom sig af, at min mand skulle bytte nogle gaver fra en isenkræmmerbutik, og ringede til mig derfra, og sagde:”Skat, hvad skal jeg bytte det til?” Jeg anede det ikke for vi stod ikke lige og manglede noget. Pludseligt sagde han, at det skulle jeg ikke tænke på, for nu havde han fundet på noget. Han kom hjem med en masse materialer til at lave kager med, som jeg egentligt længe havde ønsket mig, men ikke bare lige gået ud og købt. Så samme aften måtte jeg i gang og afprøve mit nye legetøj. Min ældste søn, som også er meget interesseret i mad og kager ville være med, så det var jo super hyggeligt.
Så der blev bagt, pisket og rullet og lavet meget om. Chokoladekagen blev vores egen opskrift som ligger på sitet samt hindbærmoussen, som også ligger som opskrift. Vores største problem var at få lagt fondanten jævnt over det hele uden folder, men synes nu det blev okay af et første forsøg. Min søn hedder Marcus, så det var jo naturligt at vi lige fik skåret to M’er for Mor og Marcus. Familien synes det var fantastisk, at vi fik flot, velsmagende kage mens vi så X-Factor, og jeg fik så et stort ønske om at komme videre i denne kageverden og lære om fondant, osv.