Koldskål med kammerjunkere

IMG_0883

Intet er bedre en sommeraften at sidde med en skål med hjemmelavet koldskål med kammerjunkere og evt. små stykker danske jordbær. Disse kammerjunkere blev lidt store, så normalt ville jeg lave dem helt små, men det skulle gå lidt hurtigt med at få dem lavet. Det tager egentligt ikke så længe at lave.

Koldskål (2 liter)

6 pasteuriserede æggeblommer

1 vanillestang (og evt. lidt ekstra vanillesukker)

5-6 spsk. sukker

1 l. økologisk tykmælk

1 l. økologisk kærnemælk

saften fra en halv, økologisk citron og evt. skal heraf

Pisk æggeblommer sammen med sukker og vanillekorn/sukker til en tyk, cremet og luftig æggesnaps. Tilsæt nu tykmælk under omrøring og til sidst kærnemælken. Smag til med citronsaft og evt. revet skal af citronen. Sættes gerne på køl inden den serveres iskold.

Hvis ikke det hele bliver spist til aften bliver det i hvert fald spist til morgenmad og eftermiddagsmad af børnene næste dag. En dejlig variation kan også være at jeg nogle gange tilsætter noget hyldeblomstsaft eller purerede, danske jordbær. Det smager også meget skønt.

IMG_0878

Kammerjunker med citron (Meyers)

1 vanillestang

1 økologisk citron

250 g smør

100 g sukker

1 æg

1 dl mælk

500 g mel

1 spsk. bagepulver

Flæk vaniliestangen, og skrab kornene ud, og riv skallen af citronen fint. Kom smør og sukker i en skål, og rør det godt sammen med vanillekornene. Rør æggen i massen, og tilsæt så mælken. Sigt til sidst mel og bagepulver i dejen, tilsæt revet citronskal, og rør dejen sammen.

Læg dejen på et melet bord, del den i 10 stykker, og tril dem til tynde pølser på ca.10 cm’s længde. Skær pølserne ud i 1 cm brede stykker, tril dem til kugler, og sæt dem på bageplader med bagepapir. Hold lidt afstand imellem kuglerne, der jo flyder ud til kammerjunkerstørrelse.

Bag kammerjunkerne ved 180° i ca. 12–15 minutter, til de er gyldne og sprøde, og afkøl dem efterfølgende på en bagerist. Der bliver ca. 150 kammerjunkere ud af denne portion. De er fryseegnede, så du kan også lave en dobbeltportion.

 

 

En trang til en klassisk citronfromage med choko tuilles

Ellers nærmer vi os foråret med hastige skridt; selvom det har lade vente på sig, men jeg har da formået at bringe foråret ind i stuen, så vi bl.a. har kunne nyde de skønne magnoliablomster (tulipanblomster) meget tidligere end de end blomstrer i det fri.

En anden lækker ting ved foråret er også friske desserter og en fredag eftermiddag fik jeg en ubehændig trang til citronfromage, som jeg ikke har indtaget i rigtigt mange år. Så jeg måtte straks i gang, så den kunne nå at stå på køl nogle timer.

Citronfromage

(ca. 4 pers,)

4 blade husblas
3 hele æg (pasteuriserede)
100 g sukker
citrinskal fra 2-3 citroner
½-1 dl. citronsaft
4 dl. piskefløde

Udblød husblas i kold vand, imens æggene og sukkeret piskes tykt til en lysegul masse. Smelt husblas i citronsaften, som du har opvarmet sammen med citronskallen og rør det rundt til husblas er helt opløst. Pisk fløden til skum og vend det sammen med citronsaften, når det er lidt afkølet. Kom citronfromagen i små portionsglas eller en stor skål og lad fromagen køle helt af i køleskab i min. 4 timer. Du kan evt. pynte med flødeskum. Jeg valgte at servere med chokoladetuilles som er super nemme og hurtige at lave.

Choko-tuilles med hindbær

100 g usaltet smør
100 g flormelis
90 g mel
1 dl. æggehvide (pasteuriserede)
15 g. kakao
10 g. finthakket chokolade (gerne min. 70%)
2 tsk. frysetørrede hindbær

Varm ovnen til 170 grader. Smelt smør i en gryde, mens du blander alle de andre ingredienser sammen til en glat masse. Når smørret er smeltet hældes det langsomt sammen med blandingen, men rør ikke for længe i dejen, da den kan ændre struktur i ovnen. Lad dejen hvile i køleskab til den er kold og smør den ud ganske tyndt på en silikonemåtte. Drys nu med den finthakkede chokolade og de frysetørrede hindbær og sæt pladen i ovnen ved 170 grader i ca. 7-8 min. Hvis du ønsker de skal være runde eller have en anden form, skal du forme dem lige når de er kommet ud af ovnen.Det er en dejlig ret/dessert til fredagshyggen, som bragte mange dejlige barndomsminder frem fra min farmor af. Hun lavede altid fromager, og var super til det.

 

Masser af muffins…

En rigtig hyggedag med Ida, som er min yngste datter på 8 år. Synes jeg havde haft lidt travlt med arbejde på det sidste, så besluttede mig for hun skulle have en fridag, hvor hun kunne tæske mig i Triomino og Uno Extreme. Vi bagte de lækreste muffins, som vi pyntede med smørcreme og fondant.
De gule var naturligvis citronmuffins med citronsmørcreme og de andre var æble-/kanelmuffin med almindelig vanillesmørcreme og lidt kakaodrys på.

I løbet af dagen kom også en veninde og hendes datter på besøg, som også fik guffet muffins og vi havde bagt så mange, at de også måtte tage nogle med hjem, selvom mine to store drenge menter de godt kunne spise dem alle.

Til muffins med æble og kanel har jeg brugt min basisopskrift på muffins, hvori jeg har blandet to stik. fintskåret æbler i tern, som er vendt i kanelsukker og tilsidst vendt i dejen inden de kom i formene. Toppingen er en alm. glasur med vanilje.

Vaniljeglasur:
250 g flormelis, siet
75 g usaltet smør
ca. 2 spsk. sødmælk
et par dråber vaniljeekstrakt

Pisk flormelis og smør sammen i en røremaskine ved middel hastighed til det er godt blandet. Skru ned til lav hastighed. Bland mælk og vaniljeekstrakt i en anden skål, og kom det i smørblandingen en skefuld ad gangen. Skru op til høj hastighed, når al mælken er indarbejdet. Fortsæt med at piske, til glasuren er let og luftig, min. 5 min.

Citroncupcakes fra The Hummingbird Bakery ca. 12-18 stk.
125 g hvedemel
150 g melis
1½ tsk. bagepulver
2 spsk. revet citronskal samt ekstra til pynt
40 g usaltet smør
1½ dl sødmælk
1 æg

Citronglasur
250 g flormelis
80 g usaltet smør, stuetemp.
2 spsk. revet citronskal
et par dråber frugtfarve (kan udelades)
1/4 dl sødmælk

Forvarm ovnen til 170 grader.
Kom mel, sukker, bagepulver, citronskal og smør i en røremaskine med en flad spartel (eller brug elpiskeren), og pisk for lav hastighed til alt er godt blandet og sandet i konsistensen. Hæld gradvis mælken i, og pisk det, til det netop er blandet.
Kom ægget i melblandingen, og fortsæt med at piske til det netop er indarbejdet. Fortsæt med at røre et par minutter mere, til blandingen er jævn. Rør ikke for længe.
Fyld papirforme med totrejdedele med dejen, og bag dem i den forvarmede ovn i ca. 20-25 min. Lad kagerne kæle af i formene.

Citronglasur: Pisk flormelis, smør, citronskal og evt. frugtfarve i en røremaskine og pisk for middel hastighed, til alt er godt blandet. Skru ned til lavere hastighed. Hæld langsomt mælken i, og skru op for hastigheden, når den er godt indarbejdet. Fortsæt med at med at røre, til glasuren er let og luftig, min. 5 min. Jo længere man pisker, desto luftigere og lettere bliver glasuren.

Smør citronglasur på toppen, når kagerne er kolde, og pynt med lidt citronskal.