Så blev det jul i det lille hjem med bl.a. DIY Til og fra kort.

Tænk, så blev det endelig jul i det lille hjem. Vi er så klar. Der lavet dekorationer, pakket gaver ind, juletræet er klart, bordet dækket og anden er købt ind. Så nu skal maden blot laves, og det er altid en fryd at lave andesteg med brune kartofler, rødkål, andesauce, grønlangkålssalat og waldorfsalat. Selvfølgelig skal vi også slutte det hele af med ris a la mande med kirsebærsauce, som er en af mine favoritter, men desværre vinder jeg alt for sjældent mandelgaven.
Mine pakker i år er pakket ind i marineblåt papir og til og fra kortene er hjemmelavede. Jeg har købt store, hvide manillamærker i Søstrene Grene.  Jeg tager cremefarvet silkepapir og klipper lange baner i ca. 8 cm bredde. På Manillamærket tager jeg med min limpistol og laver en stor cirkel, hvor jeg hurtigt krøller silkepapiret rundt om, så det danner en blomst. I midten af blomsten har jeg limet en barkstjerne, som er drysset med sølvglimmer. Du kan også bruge smukke knapper eller, hvad du lige har. Pakkerne er derefter pyntet med sølvbånd, hvor jeg har stukket grene af eucalyptus og hønsefod gennem. Det gør at gaverne bliver meget personlige og det er hurtigt at lave og kan nemt laves med ens børn.