Hindbærsnitter i små mundbidder

Jeg simpelt hen elsker hindbærsnitter og har altid elsket dem siden jeg var barn. Når min mor rigtigt skulle forkæle mig, havde hun købt hindbærsnitter til mig om eftermiddagen, og det er nok gået videre til min familie, som også sætter stor pris på denne lækkerbisken.

IMG_0547

Har før lagt en opskrift ud på hindbærsnitter, hvor det var de almindeligt store snitter, men jeg havde lyst til at prøve en opskrift, hvor det var i lidt mindre snitter, som jeg har udstukket med en form. Jeg var så heldig, at finde et sæt udstikkere i Netto til 10 kr. for 4 størrelser af denne form, så nu kunne de blive brugt.

Opskriften er fra Mette Blomsterg, som jeg har fået anbefalet fra andre. Og de blev super gode. Husk dog at mele bordet godt samt at køle dejen godt af for at det er nemt at stikke forme ud. Bøvlede lidt med det i starten pg.a. utålmodighed, men er det ikke sådan, at man siger, at tålmodighed er en dyd? Men de tager ikke lang tid at lave ellers, så kast dig bare ud i det. Flagene jeg har brugt på mit foto er fra Søstrene Grene. Jeg fik ca. 8 stk. ud af denne opskrift, hvor Mette Blomsterberg skriver hun har fået 12 stk, så det kan være noget at gøre med tykkelsen og formen selvfølgelig.

Hindbærsnitter a la Mette Blomsterg

½ vaniljestang, polynesisk
70 g flormelis
150 g stuetempereret smør
250 g hvedemel
1 tsk bagepulver
½ dl vand

Flæk vaniljestangen på langs og skrab vaniljekornene ud med en lille kniv. Mas kornene sammen med lidt af flormelissen på bordet med kniven, så kornene skilles ad.

Ælt det hjemmelavede vaniljesukker sammen med den resterende flormelis, smør, hvedemel og bagepulver.

Kom til sidst vandet i og ælt dejen smidig og glat. Stil dejen i køleskab i ½ time.

Tag dejen ud og rul den ud i lidt ekstra mel, til den er ca. 3 mm tyk. Udstik små kager af dejen. Du skal bruge 2 figurer pr. hindbærsnitte.

Læg de udstukne stykker dej på en bageplade med bagepapir og bag dem i ca. 8 min. ved 190 grader. De færdigbagte bunde til hinsbærsnitter må gerne virke lidt halvbagte.

Spred halvdelen af de bagte forme ud på bordet. De skal bruges som bunde til dine hindbærsnitter. Kom 1½ tsk hindbærmarmelade på hver bund. Saml dine hindbærsnitter ved at lægge en kagetop ovenpå. På toppen kommer du glasur på og krymmel. Glasuren laves af 200 g flormelis og lidt vand som røres sammen.

Hindbærsnitterne skal spises i løbet af et par dage, men bare rolig. Det bliver de også!

Hjemmelavede hindbærsnitter

En dejlig dag mens børnene var i skole gik jeg i gang med at lave lidt hygge til de kom hjem, og det var ikke nogle sunde eftermiddag snacks vi taler om her. Desværre, men man skal synde en gang i mellem… Så jeg fik lavet skønne, hyggelige hindbærsnitter. Orkede dog ikke lige at lave hjemmelavet syltetøj, så det blev en god købe marmelade. Begge ting tager ikke mere end et kvarter hver at tilberede, dog er der selvfølgelig bagetiden oveni for snitterne.

Hindbærsnitter (næsten en bageplade)

Mørdej (laver jeg på min KitchenAid)
Bages v/200 grader i ca. 25 min.

200 g koldt smør
300 g mel
3 spsk. sukker
1 knivspids salt
1 sammepisket æg

Hæld mel, salt og sukker i en skål og rør det sammen til det er konsistens af savsmuld. Kom det sammenpisket æg i lidt ad gangen mens du pisker/rører/ælter til det er en samlet dej.

Ca. 400 g hindbærmarmelade
til glasur ca. 200 g flormelis og masser af krymmel

Tænd ovnen. Del dejen i to dele og rul den ene klump dej på et stykke bagepapir til den er rullet tyndt ud som en firkant. Prik dejen med en gaffel og læg bagepapiret med dejfirkanten på en bageplade.

Tag nu og gør det samme med den anden dejklump. Smør et lag syltetøj på den plade der er på bagepladen og læg derefter den anden dejfirkant ovenpå, og det gøres nemmest ved bare at beholde dejfirkanten på bagepapiret og vende bagepapiret ovenpå syltetøjet, så de ligger ovenpå hinanden.

Bages ved midterste rille i ovnen til den er gylden. Tag kagen ud og sæt den ud og køl den helt af. Saml glasuren med flormelis og lidt vand. Lav gerne en lidt tyk glasur. Lad glasuren tørre lidt inden du strøer krymmel ovenpå. Skær med en skarp kniv den størrelse snitter du ønsker. Jeg laver altid i små snitter, så der bliver mange…. Opbevares bedst i en tætsluttende boks på køl.