Fodboldstøvle kage

 

fodboldstøvlekage

Jeg har netop lavet et stort projekt, da jeg skulle lave en stor kage som en fodboldstøvle. Jeg googlede og googlede, men kunne ikke lige finde det jeg skulle bruge, men jeg synes faktisk efter en lang kamp, at jeg slap godt afsted med en fodboldstøvlekage. Selve kagen var en chokoladekage med chokoladeganache og solbærmousse. Fodbolden var en kæmpe romkugle indenunder og græsset er farvet kokos. Jeg bagte nedenstående kage to gange (portioner).

Chokoladekage (Idas Chokoladekage)

300 g. blødt smør og 500 g. sukker piskes hvidt sammen. 4 æg piskes i, ét ad gangen. 7 dl. kærnemælk piskes i blandingen. Tilsæt: 500 g. hvedemel, 2 tsk. natron, ½ tsk. salt, 80 g. mørk kakao, 4 tsk. vanillesukker og 1½ tsk. bagepulver. Dejen røres sammen til en blød masse og hældes i en klargjort form eller en bradepande der er smurt eller med bagepapir. I runde form har jeg sat en klat fedtstof i bunden og klippet en cirkel bagepapir som jeg har sat i bunden.

Chokoladeganache

Jeg vælger at fylde mellem lagene med en chokoladeganache/-creme. Ganache er lavet i forholdene 1:1. Jeg brugte til denne kage 800 ml piskefløde og 800 g chokolade (du kan bruge, hvad du vil, fx. Toblerone, After Eight eller anden chokolade med smag. Du koger bare fløden op og hælder den over den hakkede chokolade. Rør rundt til det er godt blandet og en helt lind masse. Jeg valgte at tilsætte 2 blade husblas, så den blev lidt ekstra stiv. Det gjorde jeg ved at tilsætte husblas i fløden da den var lun og taget af blusset. Stillede skålen med fyldet på køl til det blev mere fast, og piskede det godt igennem inden brug.

Skær chokoladekagen over på midten på langs og lav en skabelon på bagepapir af skoen du vil have. Klip den ud af papiret og læg oven på bundene, som du så skærer ud. Gem kageresterne til at forme skaft og til at lave romkuglen af. Med ganache sætter du nu kagerester på som former støvleskaftet. Sæt den på køl en halv times tid inden du smører den op med en chokoladesmørcreme.

Chokoladesmørcreme med vanille

400 g flormelis og 100 g kakaopulver røres i en røreskål i ca. 5-10 min. med 250 g blødt smør, 2 tsk. vanilleekstrakt samt lidt mælk.

Lav først en opsmøring som er det første lag man også kan kalde et krummelag. Det skal være ganske tyndt og kagen sættes på køl ca. 15 mim. inden du giver den sidste opsmørring. Imens kagen er på køl kan du jo starte med at ælte din fondant og dernæst rulle den ganske tyndt ud. Alle mine detaljer er lavet af fondant og med værktøj til at lave syninger, osv. Det jeg har tegnet/skrevet er pastafarve blandet med lidt vodka som fordamper, men gør at farven tørrer op. Som bund på skoen har jeg skåret en papplade som er sat under skoen. Knopper på støvlen er fondant blandet med en den tylosepulver, så de bliver hurtigt hårde. Dem sætter du under pappladen. Græsset er blot farvet kokos, som jeg laver i en frysepose med grøn pastafarve i. Hælder kokos i og ryster posen. På fadet har jeg smurt glasur, så kokosen sidder fast.

Fodboldromkugle

Tag alle kageresterne og blend dem til de er helt smuldret. Tilsæt gerne andre kagerester, hvis du har det liggende. Evt. gør det til en vane, hvis du har kagerester at lægge dem i fryseren, så har du altid til at lave en skøn romkugle. Bland kagekrummerne med hindbærsyltetøj og romessens til det hænger godt sammen. Det smager skønt. Denne kæmpe romkugle smurte jeg chokoladeganache på inden jeg overtrak den med fondant.

caba9-img_0295460c8-img_0296Fodboldstøvlekage8ae0b-img_0288a0f38-img_0293

Sankt Hans Kage til min fødselsdag

Til min egen fødselsdag måtte jeg også have lavet en kage, for jeg har fødselsdag Skt. Hans aften, og det er efterhånden blevet en tradition, at vi er en flok venner der holder det sammen hjemme hos os. Så jeg bagte en dejlig chokoladekage, den står som Ida’s chokoladekage i indekset. Derefter lavede jeg en hyldeblomstmousse, lakridsmousse og blåbærmousse, som jeg fordelte i de tre lag. Det blev super lækkert og er nok en af de bedste kager jeg har bagt til dato synes jeg selv. Så pyntede jeg den ellers efter kunstens regler, og jeg må sige, at den blev ganske fin og gæsterne synes den var fantastisk. Flere af dem taler stadig om den, så det er gode tegn ikke?

Hyldeblomstmousse (Lånt af Himmelske kager)
8 plader husblas
4 pasteuriserede æg
250 g sukker
3 dl koncentreret hyldeblomst saft
½ l piskefløde

Tilbered husblas som anvist på pakken.
Pisk æg og sukker meget stift.
Opblød gelatine/husblas i hyldeblomst saften og pisk det ved lav hastighed sammen med æg- og sukkerblandingen. Sættes på køl nogle timer eller natten over.
Pisk fløden meget stiv. Pisk hyldeblomst moussen. Bland begge dele sammen og pisk til moussen er helt opløst og du har en cremet konsistens.

Lakridsmouse
2 bægre past. æggeblommer
1 tsk. lakridspulver
4 dl fløde
1/2 dl flormelis
4 blade husblas
Tilbered husblasen som anvist på pakken. Pisk æg og lakridspulver godt sammen til det er cremet og tykt. Pisk fløden stift til flødeskum sammen med flormelis go vend det sammen med æg-/lakridsblandingen. Tag husblasen op go læg dem direkte i en gryde, hvor de smleter i det vand der “hænger” ved. Inden du hælder husblas i flødeskumsblandingen,, tager du 2 spsk. af blandingen og og rører det sammen med den varme husblas, så det bliver tempereret. Når det er ggjort skal det hele røres sammen. Stilles på køl min. 7 timer og er fantastsik, hvis man kan lave det dagen før. Sådan er det med de fleste mousser. Så det kræver lidt planlægning.
Kagen (Idas chokoladekage) er bagt i springform, som så er delt op i lag. Den er pyntet med chokoladeganache, som er sat med tylle i et rosenmønster. Jeg har også bagt en chokoladekage i en lilel skål til toppen og ellers er der bare pyntet med en masse fondant, som er limet ved hjælp af vand.
Blåbærmousse er lagt ud i opskrifter, så det kan du blot søge på.

 

Smølfekage til børnehaven

Et af de tidligere kageprojekter var til min nevø, som skulle stoppe i børnehaven på Smølfestuen. Min svigerinde og jeg kastede os ud i dette projekt, som startede meget enkelt med to figurer og et lille hus. Da jeg lige var blevet opereret, skulle jeg holde mig en del i ro, og derfor havde jeg god tid til dette projekt. Hele ugen op til mødtes vi hver dag herhjemme og modellerede og kreerede. Vi blev enige om, at kagen skulle være meget enkel, når det nu var til børnehavebørn, som skulle kunne side med et stykke kage, så derfor valgte vi chokoladekagen, som jeg har lagt opskriften ud på tidligere. Den står som Idas chokoladekage og der blev brugt 2 portioner til denne kage. Det var første gang nogen af os kastede os ud så stor en kage, så det var lige lidt svært mht. kagemål og overtræk af kagen, men det gik jo fint.

Aftenen før mødtes vi igen og fik samlet alle delene og lavet de sidste detaljer, som man så lige syntes manglede, så det blev lidt sent. Men den lykke det var at Sebastian (min nevø) skulle komme med den kage og, hvor stolt han var af den var det hele værd. Men det kræver man har god tid! Træet blev lavet i ståltråd, som jeg så beklædte med fondant. Selve Smølfehuset var i flamingo, der blev skåret ud (heldigvis af min svigerinde, for det svinede en del).