Sorbet og sommer med kreativitet

IMG_3278

Har købt disse skønne isforme i Netto, så nu må jeg lave endnu mere is. Ikke fordi vi har så meget sol og sommer, men jeg har ferie og børnene elsker is. De er dejlige med frisk frugt, så de er nemme lige at lave, hvis man har frugt tilovers, man ikke lige får spist.

Har lavet 3 versioner sorbetis: Jordbær, fersken og vandmelon. Grundtrinet er meget enkelt. Til disse 16 ispinde har jeg brugt 4 dl. sukker og 4 dl, vand som bringes i kog og koger i ca. 5 min. Brug altid lige dele sukker og lige dele vand. Køl lidt af inden det så blandes med blendet og siet frugt. Jeg delte sukkerlagen op i tre portioner, som blev til de 3 sorbetversioner jeg har lavet. Når du har blendet og siet frugten røres det blot sammen med sukkerlagen og hældes i isformen. Fryses i min. 4-5 timer.

IMG_3244 IMG_3247 IMG_3246

IMG_3248

Denne tegning har jeg tegnet på A3 på markerpapir med Artliners og Piment Liners. Altid skønt når jeg kan slappe af og tegne.

IMG_3271

Sommerens issandwich

 

image

Disse issandwich er altid skønne at have i fryseren til en varm sommerdag eller blot til hygge eller gæster. De er super nemme at lave, og børnene kan sagtens være med. Hvis du ikke orker at bage dine egne cookies kan du altså blot købe nogle der er bagt. Kan anbefale Oreos eller Digestive, som lige er dyppet i chokolade evt. Normalt laver jeg selv en is, men jeg havde en dejlig, økologisk vanilleis i fryseren, som jeg tog ud 15 min. før jeg skulle bruge den.

Men vi har selv bagt cookies. Fik ca. 25 stk. cookies, hvilket gav 12 issandwich.

Cookies med hvid chokolade og pekannødder

(ca. 25 stk.)

125 g blødt smør

1 dl. rørsukker

1 æg

90 g hvedemel

30 g hakket, ristede pekannødder eller andre nødder evt. (kan også erstattes af havregryn)

1/2 tsk. vanillepulver

1/2 tsk. bagepulver

100 g hakket, hvid chokolade

et lille nip salt

Rør smør og sukker godt sammen til det er hvidt og rør nu ægget i. Bland nu mel, nødder, vanillepulver, bagepulver og salt i dejen og rør det godt sammen igen. Vend nu den hakkede chokoade i dejen og tril dejen til en rulle, som pakkes ind i husholdningsfilm, og lægges i fryseren i ca. 15 min.

Tænd din ovn på 180 grader og tag rullen ud af fryseren. Læg bagepapir på bagepladen. Skær ca. 1 cm skiver af rullen og læg skiverne på bagepladen. Bages på midterste rille i ca. 10 min. Køles helt af!

 

Blødgør din is før du benytter den til at lægge mellem cookies. Tag de afkølede cookies og læg en stor klat is på halvdelen af cookies. Læg isen helt ud til siderne og læg nu en cookies ovenpå. Tryk dem godt sammen. Skrab evt. overskydene is af siderne. Nu kan du trille din issandwich  evt. krymmel. Dette behøves ikke. Pak dem hver for sig i evt. madpapir eller i husholdningsfilm. Opbevares i fryseren indtil de skal spises. Tag dem ud gerne 10 minutter før, så er de rigtigt lækre.

image

 

Datoen siger August, men hvad siger vejret……

IMG_2660

 

PÅ sådanne dage, hvor det blæser og regner lidt her og der får jeg helt lyst til at lave efterårsting. Lave kranse, bage igen og spise tungere retter. I dag besluttede jeg mig for at lave to dejlige kager, som er så dejligt nemme at lave og smager af dejligt efterår. Den ene kage har jeg lavet med æbler og den anden med brombær og blåbær, som der er så mange af lige nu i naturen.Det er samme fremgangsmåde og samme dej jeg bruger til begge to. Begge kager er lavet i et stort, ovalt fad som er smurt med et tynd lag smør og givet et drys sukker.

Æblekage med låg

225 g mel

225 g sukker

225 g koldt smør

1 æg

1 tsk. vanillesukker

Kanelsukker:

1 1/2 spsk. sukker

1 1/2 tsk. kanel

Fyld:

4 store JonaGold Æbler (eller anden sød/syrlig sort)

50 g hasselnødder, hakket groft (kan udelades eller du kan bruge andre nøddesorter)

IMG_2661

Bland alle ingredienserne med hænderne til det bliver en ensartet dej, som kan samles til en kugle. Hviler gerne i køleskab 10 min. tid. Vask dine æbler. Jeg bruger lige nu sorten Jonagold, som er skøn syrlig og har sødme i sig også. Skær æblerne i både og vend dem i kanelsukker og læg dem ud på dit bagefad og drys det sidste af kanelsukkeret over. Læg nu din dej over. Du kan vælge enten at lægge små stykker på ad gangen (det gør jeg) eller rulle dejen ud og lægge over. Når al dejen er kommet over frugten og det slutter tæt i kanterne, lægger du et lille pres på med hænderne rundt om på dejen, så dejen lægger sig ned mellem frugten.Bages ved 200 grader i ca. 45 min.

Du gør det samme hvis du vil lave det med bær i stedet for æbler, men udelad kanelsukkeret og brug smuttede, hakkede mandler istedet for hasselnødder. Afhængigt af, hvor søde dine bær er, kan du give et lille drys sukker over i fadet. Jeg har også skal fra en revet limefrugt i. Bages på samme måde som ovenstående.

Serveres med vanilleis, softice, flødeskum eller som jeg gør cremefraiche med 1 stang vanille i. Så kan det kun blive mere efterår, hvis det samme også akkompagneres med varm kakao med flødeskum!

 

IMG_2662    IMG_2658 Brombær-/blåbærkagen smager også dejligt med et drys lakridspulver over.

 

 

Mintchocolate cookies og en lækker, hurtig isdessert

IMG_2057

Sommeren er fantastisk, og det er ikke meget jeg får bagt pg.a. ferie og varmen. Men jeg bager cookies, som børnene elsker, og de er nemme at have med på strand og picninc.

Mintchokolade cookies (ca. 40 stk. små)

200 g blødt smør

2 dl. rørsukker

2 tsk. vanilesukker

5 dl. hvedemel

1/2 hjortetaksalt (eller natron)

grøn frugtfarve

150 g. grofthakket After Eight chocolate eller anden pebermyntechokolade (har købt mine i ALDI)

Du kan også bruge almindelig mørk chokolade for du har mintsmag af essensen

6-8 dråber pebermynteessens (efter smag)

Varm ovnen op til 150 g (ikke varmluft). Bagetid ca. 15 min.

Pisk smør og sukker rigtigt godt sammen og bland alle de tørre ingredienser i til det er en smuldrende dej. Ælt dejen sammen, så det bliver en samlet dej og vend chokoladen i dejen. Tag nu små stykker fra og tril til små boller, som du lægger på en bageplade beklædt med bagepapir. Når de har bagt sættes de på en bagerist og køler af inden de lægges i en lufttæt beholder.

IMG_2059

Mintcookies er også super lækre at bruge som en isdessert. Tag en god is efter smag. Jeg har her brugt vanilleis og lagt en god klat mellem to cookies og rullet i krymmel for børnenes skyld. Også lækkert med fintrevet chokolade evt. Kan fryses som is nu, så du altid har en lækker isdessert ved hånden.

Marengslagkage

En dag, hvor alt selvfølgelig gik galt og stod og skulle have gæster måtte jeg ty til den nemmeste og altid meget populære dessert. Det er min marengslagkage, som jeg har skrevet om tidligere. Men denne gang lavede jeg blot en variant. Jeg lavede den som en marengs-islagkage med friske bær.

Jeg bagte på en bageplade beklædt med bagepapir en ordentlig omgang marengs, som jeg lavede i en stor cirkel. Marengsen skal bages langsomt i ca. 50-60 min. v/100 grader. Det er vigtigt du ikke åbner ovnen. Jeg plejer at slukke ovnen efter 50 min. og lader marengsen køle af 15 min. i ovnen. Er du i tidsnød kan du altså også snyde og købe færdiglavede marengs-lagkagebunde, men de er lidt for søde synes jeg.

Marengs-Islagkage (8 pers.)
Marengsbund ca. 25 cm i dia.
1-1½ liter is efter smag (jeg brugte nougatis)
1 liter piskefløde pisket til skum med
1½ spsk. sigtet flormelis
100 g fintrevet mørk chokolade
200 g jordbær
100 g hindbær
eller bær efter egen smag

Marengsbund

6 dl æggehvider
4 dl. sukker

Pisk æggehvider stive og tilsæt sukker lidt efter lidt. Læg det ud på bagepapiret i en cirkel og bag den ca. 1 times tid ved 100 g.

Tag isen ud af fryseren og efter 5 min kører du den på din køkkenmaskine et par minutter ved høj hastighed, så den bliver dejlig luftig som en god softice.Tag din marengsbund og læg den på et kagefad el. lign. og hæld isen ovenpå marengsen. Læg nu al flødeskummet på, alle bærrene samt den revet chokolade. Hvis man er til det kan man også give et lille drys lakridspulver. Den er et sikkert hit, det lover jeg. Den smager også skønt med vanilleis, hvor du blander isen med 100 g mosede jordbær, som du har sødet med lidt flormelis.

Lækre, små is med chokolade og is med toblerone

Is spiser vi mange af i denne tid og jeg har lavet nogle mini-is, som er så hyggelige at anrette fint, men samtidigt lækre lige at tage fra fryseren og hapse i sig. Jeg har købt små ispinde i træ i Panduro Hobby og klippet dem over på midten. Til forme har jeg brugt engangs-snapseglas. De er nemme at få isen ud af igen. Til begge mine varianter, hvor der var ca. 1 liter is af hver blev der 60 små is i det hele.

Vanilleis med Toblerone og nougat krokant
4 æggeblommer
70 g sukker
1 stang vanille
2 dl letmælk
2 dl piskefløde
5 Toblerone”bjerge” hakket i små stykker

Krokant
Smør (ca. 2 spsk.)
2 spsk. sukker
2 spsk. brun farin
ca. 30 mandler

Æggeblommer, sukker og vanillekorn piskes rigtigt godt sammen til det er tykt og cremet. I mens varmer du mælken op i en gryde. Fløden piskes i æggeblandingen og den varme mælk hældes i æggeblandingen under konstant omrøring. Hæld nu isblandingen i gryden mens den varmes op og varmes i ca. 2 min. Den må absolut ikke koge. Nu skal blandingen køle helt af inden den hældes i en ismaskine, hvor den skal røres/indfryses i ca. 45-60 min. Mens blandingen kører i ismaskinen kan du lave krokanten klar. Smelt smør på en pande og tilsæt derefter alle mandlerne og lad dem blive let gyldne. Tilsæt sukker og farin og lad det smelte sammen til en lækker karamelmasse, som ikke skal være på for høj varme. Pas på det bliver meget varmt, så lad aldrig børn alene eller i nærheden når du laver karamel. Læg et ark bagepapir på et skærebræt og tag massen af varmen og hæld det hele op på bagepapiret, hvor det får lov til at blive koldt. Når det er helt koldt hakkes karamellen meget fint.


Læg nu lidt krokant i bunden af hvert snapseglas (ca. 30 stk.) og hæld derefter is ned i hvert glas. det nemmeste synes jeg var at hælde isen i en sprøjtepose, så gik det hurtigere uden at jeg spildte for meget. Hæld op til ca. 3/4 af glasset. Til sidst topper du op med mere karamel og sætter dem alle i fryseren. efter ca. 30 min. tager du og stikker ispindene i isen og lader fryse i min. 2 timer.

Chokoladeis med lakridssirup og -pulver

Her skal du bruge samme ingredienser og fremgangsmåde som til vanilleisen, dog uden vanillestang og Tobleronen. I stedet tilsætter du 80 g rigtig god, mørk chokolade, som du smelter i et vandbad og tilsætter i æggeblandingen skiftevis med den varme mælkeblanding.

Når isen har kørt på ismaskinen i ca. 45 min. hælder du lidt Bülow lakridspulver i bunden af hvert snapseglas. Isblandingen hældes i en skål hvorefter du tager ca. 1½ spsk. Bülow lakridssirup som du blot lige vender i hvirvler i blandingen. Nu hælder du så is 3/4 i snapseglasene og sætter på frys i  ca. 30 min. tager du og stikker ispindene i isen og lader fryse i min. 2 timer.