kanelsnegle

Kanelsnurrer … i en liga for sig selv.

Posted on Updated on

IMG_4462

Nøj, de er gode!!!! Advarsel!!! Man får fedtede fingre og du kan ikke nøjes med en, men jeg lover du bliver populær.

Kanelsnurrer

(ca. 16 stk.)

5 dl mælk

50 g gær

1 æg

1 kg hvedemel

175 g sukker

1 1/2 tsk. salt

1 1/2 tsk. vanillesukker

1 1/2 tsk. stødt kardemomme

175 g smør

1 sammenpisket æg til at pensle med

Bland lunken mælk og gær og tilsæt ægget. Rør det godt sammen. Tilsæt nu sukker, vanillesukker, kardemomme og salt. Rør det hele sammen og tilsæt nu mel lidt efter lidt. Rør det hele godt sammen, og rør det evt. på en køkkenmaskine. Skær smørret i tern og bland det nu i dejen under omrøring. Lad røremaskinen køre i ca. 5 min. eller ælt det godt sammen i min. 10 min. Lad dejen hvile i 25 min. i skålen. I mens laver du massen, som skal give det lækre snask indeni kanelsnurrerne.

Snask

300 g blødt smør

200 brun farin

100 g rørsukker

3 spsk. stødt kanel

Pisk alle ingredienserne godt sammen til det er godt blandet.

Tag dejen ud på et meldrysset bord og rul den ud til ca. 40-45 cm i længden og 70-75 cm i bredden.

Smør nu dejen med det snaskede fyld. Tag nu 1/3 af dejen fra venstre af og fold ind over og fold resten af dejen fra højre henover. Rul nu dejen ud, så den ca. er 35 cm i længden og 50-55 cm i bredden. Der kan godt ryge lidt fyld ud, når du ruller dejen, men bare rolig. Det er lækkert at smække ovenpå snurrerne når du har foldet/drejet dem.

Skær nu fra top til ned mod dig selv strimler med en skarp kniv. Strimlerne er ca. 2-3 cm i bredden. Hold i hver enden på bordet af strimlen og sno den. Jeg snor den godt, tager den op og snor den rundt om min pege- og langefinger på venstre hånd (jeg er højrehåndet). Tag enden af din strimmel og prop den ind under i midten og læg den snoet bold på en bageplade med bagepapir på. Dæk dem til med et rent klæde og lad dem efterhæve en god times tid.

IMG_4332

Pensl dem med sammenpisket æg og bages i ovnen ved 200 g. i ca. 14 min. Jeg bruger varmluft. Tag dem ud, når de er let gyldne. Jeg lader dem køle lidt af på bagepladen, så snasket der er løbet fra sætter sig fast på bunden af sneglene. Jeg pynter dem med glasur når de er på bagepladen, så jeg undgår en masse svineri. Nyd dem, og skriv gerne en kommentar.

En lækker snasket snegl

Posted on Updated on

IMG_1088

Kan godt trække lidt på smilebåndet, for ville starte dette indlæg ved t skrive at dette er en af mine favoritter, men det er det hele jo. Jeg elsker mad og kager og bare det at spise noget lækkert. Det er da hårdt ikke? Men disse snegle er virkeligt gode , bløde og smagfulde.

Snaskede snegle

(ca. 18 stk.)

500 g hvedemel

50 g sukker

1 tsk. salt

60 g blødt smør

50 g gær

2 sammenpiskede æg

2 dl mælk

Fyld:

200 g blødt smør

125 g brun farin

2  spsk. stødt kanel

Flormelis/vand (glasur til pynt)

evt. lidt perlesukker

1 sammenpisket æg til pensling

Lun mælk og smør i en gryde og hæld mælken op i en skål. Tilsæt gær og rør det sammen. Tilsæt sukker, æg, salt og rør det sammen. Tilsæt melet lidt ad gangen. Måske du skal bruge lidt mere eller mindre end i opskriften. Det er forskelligt fra gang til gang, men dejen skal ikke klistre, men må godt være lidt klæbrig. Læg dejen i en skål dækket med et klæde og stil til hævning et lunt sted til dobbelt størrelse ca. 1 times tid. Rør imens fyldet sammen.

Gør bageplader klar med bagepapir. Tag dejen ud af skålen og rul den ud på et meldrysset bord.  Lav en stor, aflang firkant og smør fyldet på. Lad de sidste centimeter fri i bunden, og pensel bunden med vand eller æg. Rul nu en roulade/pølse fra toppen og ned. Skær skiver i ca. 3 cm. tykkelse og læg dem på en klargjort bageplade. Læg et klæde over og lad sneglene efterhæve ca. 30 minutter. Tænd ovnen på 185 grader. Pensel med sammenpisket æg og strø evt. med perlesukker. Bages i ca. 12-15 minutter. Måske lidt mere. De skal være gyldne og bagte.

Køl dem let af på en bagerist. Bland flormelis og vand sammen og hæld det over sneglene. de er gode kolde, men som en drøm lune. Du bliver et hit!

Vil du lave en anden variant kan du i fyldet blande 2 dl rosiner og 2 æbler, skåret i små tern. Du kan også blande lidt brombær i, som også smager godt.

 

Mandag blev en kreativ dag med småkager og påskeharen kom på besøg.

Posted on Updated on

 

IMG_1651Har set en skøn idé for længe siden på småkager der ligesom var malet på. Nu elsker jeg jo at bage og tegne/male, så det var jo lige en kombi til mig. Småkagerne er super nemme og hurtige at bage, men at male blomster/blade, osv. på hver en småkage tager sin tid. Så er du advaret. Man kan altså også bare nøjes med at putte icing på småkagerne eller købe stempler og spiselig farve fra stempelpudder, så kan man lave sine egne stempler på småkagerne. Men jeg er måske lidt nørdet og kæmpede mig altså igennem det store arbejde. For at lave lidt adspredelse fik jeg så også bagt noget, som jeg bare laver lidt i søvne, men ikke desto mindre smager fantastisk. Jeg lavede nogle kaneltwistere med frysetørrede jordbær for derefter at blive dyppet i 80% mørk chokolade.

IMG_1653

Småkagerne bagte jeg med forskellige smage, så dem med grønne bladmotiver er med vanille, dem med orange/gule blomster er med orangesmag og de sidste med lavendler er med spiselige blomster som bl.a. morgenfruer, lavendler, kamille- og kornblomster.

IMG_1654

Småkager med blomster

(ca. 45-50 stk.)

325 g hvedemel

1 tsk. bagepulver

115 g blødt smør

225 g sukker

1 stort æg

1 tsk. vanillesukker

Ælt alle ingredienserne hurtigt sammen  med dine hænder i en skål til dejen lige har samlet sig. Hæld den ud på bordet og ælt dejen til den er blød og smidig. Del dejen i tre portioner, hvis du ønsker at have forskellige smagsnuancer. De vil også smage godt med lakrids, hakket chokolade, syltetøj, osv. Men jeg lavede en portion med 1 ekstra tilsat vanillesukker, en portion med dråber af appelsinekstrakt og den sidste med 1 1/2 spsk. tørrede, spiselige blomster. Du behøver altså ikke tilsætte andre smagsnuancer til dejen, da den er super god som basisopskrift også.

IMG_1640 IMG_1639

Læg hver dejklump i husholdningsfilm og læg dejen i køleskab min. 10 min. gerne en halv times tid. (Dette kan godt springes over, hvis du har travlt). Tænd ovnen på 180 grader på varmluft. Rul dejen ud på bordet (ingen mel), og skær, udstik småkagerne i den form du ønsker det. Læg småkagerne på et underlag der godt kan gå i fryseren, for når du har fyldt til en plade sættes de udstukkede småkager i fryseren i ca. 5 min. Tag dem ud og læg dem nu på en bageplade beklædt med bagepapir og sæt bagepladen i ovnen på midterste rille i ca. 6-7 min. Hold øje. Hos mig svingede det lidt, men dem der fik 6 min. blev de flotteste. De skal ikke blive for gyldne. Tag dem ud og lad dem hvile 5 min. på bagepladen inden du tager dem over på en bagerist og køler helt af.

Royal Icing:

250 g sigtet flormelis

2 spsk. æggehvider

varmt vand

Alle ingredienserne piske godt sammen i nogle minutter. Glasuren skal gerne være godt tyk. Hældes nu i en tyllepose eller frostpose med en lille tylle eller med et lille klippet hul. Lav nu på hver småkage en lille ring. Det er den ring der holder på icingen/glasuren, så den ikke flyder ud. Når du har gjort det på alle tager du ca. 3 småkager ad gangen og fylder ud med icing. Tag en fugtig, lille pensel og pensl icingen ud til ringen og lidt over, så du får en flot, glat overflade. Jeg bruger bare lunkent vand til at dyppe penslen i.   Når du har gjort det på alle småkagerne kan du så gå i gang med det store arbejde med at male/tegne på dem. Du kan købe fødevarepenne, som du kan tegne/skrive med. Jeg har brugt pastafarver og vodka og en lille pensel og malet hvert motiv på hver en småkage. De tørrer hurtigt, da du benytter alkohol. Hvis du benytter vand til at fortynde pastafarven tørrer det ikke rigtigt op. Lad småkagerne tørre helt op og læg dem i en tætsluttende beholder. De kan sagtens stables, da de jo er tørre og ikke går i stykker.

Kaneltwistere med jordbær og chokolade

(ca. 25-30 stk.)

3/4 dl lunkent vand

25 g gær

1 3/4 dl lunkent vand

115 g blødt smør

65 g sukker

1 tsk. salt

1 æg

ca. 350-400 g mel

Mel til udrulning

Fyld:

250 g blødt smør

2 spsk. frysetørret jordbær

325 g brun farin sukker

1 1/2 spsk. stødt kanel

1 sammenpisket æg til pensling

IMG_1657

1 plade 80% mørk chokolade til overtræk

Krymmel til pynt

Tænd ovnen på almindelig ovn på 30 grader. Jeg indstiller mellem 0 og 50 grader – ikke varmluft. Sæt en bagerist i bunden af ovnen. Udrør gæren i den lunkne mælk og vand og tilsæt æg, sukker, salt og smør. Rør det godt rundt. Jeg bruger min KitchenAid med min metalskål. Tilsæt – på laveste hastighed – mel, med en spiseske ad gangen ved laveste hastighed. Dejen skal lige slippe siderne i skålen. Mængden af mel kan variere. Nogle gange bruger jeg mindre og andre gange mere end det der lige står i opskriften, så prøv dig frem. Lad dejen røre rundt på mellem hastighed i ca. 5 minutter. Skrap dejen af siderne og dæk skålen med husholdningsfilm. Sæt skålen med dej i ovnen og lad den stå og hæve i ca. 1 times tid. gerne 1 1/2 time.

Tag dejen ud af ovnen og vend den ud på et meldrysset bord. Arbejd nu dejen smidig og rul dejen med en kagerulle ud på en meldrysset overflade med målene ca. 18 cm i højden og i længden ca. 65 cm. Du skal prøve at få hjørner på, så dejen danner en aflang firkant. Tag nu og bland smør, brun farin og kanel i en skål og smør hele overfladen af dejen med denne blanding. Drys med frysetørede jordbær. SKær strimler vertikalt ned i ca. 6-7 cm tykkelse. Del hver strimmel med et snit hele vejen pånær de øverste 5 cm. Sno nu de to dele sammen, fold dejen på midten og sno lidt løst igen. Del den i to dele og læg på en bageplade beklædt med bagepapir.

IMG_1645

Når bradepanden er dækket med twistere  dækkes den med husholdningsfilm og sættes ind i ovnen igen for at hæve i ca. 1 time igen. Du kan også mindre. Tag bradepanden ud af ovnen og sæt en skål med vand i bunden af ovnen. Skru ovnen op på 175 grader. Pisk et æg sammen nu, og pensl sneglene. Bages i ovnen på midterste rille i ovnen i ca. 15 min. Bagetider kan variere, så efter 12 min. hold godt øje med sneglene. De skal være gyldentbrune. Tages ud af ovnen og køler af på en bagerist. merns de køler af kan du tage en plade chokolade og smelte over dampbad. Dyp nu hver twister i chokoladen og giv et godt drys krymmel (kan undlades).

IMG_1660

Fik også lavet denne søde kanin i mos sammen med min datter. Hun elsker at stå i skuret sammen med mig og hygge, og vi finder på en masse sjove idéer sammen. Bl.a. har hun selv tilføjet blomster og fjer til pynt. Vi lavede denne idé for mange år siden, faktisk 4 år siden til hendes fødselsdag. Vi lavede 5 sm, som fungerede som bordpynt til hendes børnefødselsdag. Har også lavet bamser af mos. Det nemmeste er at benytte oasiskugler og derefter elefanttråd til ører. Men jeg havde desværre ikke mere oasis, så jeg brugte hønsenet. Det tog lidt længere tid og en del rifter på hænderne, men det lykkedes.  Herefter lægger jeg plademos på, som jeg fastgør ved at vikle ståltråd eller myrteltråd om. Dette gør jeg over det hele, og bruger også tråden til at forme. Klipper stritter af mos af med en saks og former/presser lidt med hænderne til figuren har den rette form. Bruger jeg oasis laver jeg små klamper af gerberatråd, som jeg stikker ind i mosset. Til øjne og næse parterede jeg et ældre, kasseret tøjdyr, men har tidligere haft brugt bær, kogler, knapper, blomster osv. Kun fantasien sætter grænserne.

IMG_1633

IMG_1636 IMG_1635 IMG_1634

Bløde, lækre kanelruller i bradepande

Posted on Updated on

 

IMG_1470

Disse kanelruller/-snegle er vitterligt rigtige gode, da de er saftige og lækre. Også kolde og dagen efter. Det ser ofte et stort problem, når jeg bager kanelsnegle, at de bliver kedelige meget hurtigt. Jeg har eksperimenteret lidt med glasuren, så istedet for at komme almindeligt hvid glasur på, har jeg benyttet en creamcheese/-lime glasur. Det gjorde det ekstra lækkert synes jeg. Ligesom det at bage dem tæt sammen også gør, at man ikke ender op med tørre skorper på hver en snegl. Jeg benytter min ovn til at dejen skal hæve. Det er selvfølgelig en omstændig omgang for nogle, men jeg synes jeg får en bedre dej hver gang jeg benytter denne metode.

Kanelruller i bradepande

3/4 dl lunkent vand

25 g gær

1 3/4 dl lunkent vand

115 g blødt smør

65 g sukker

1 tsk. salt

1 æg

ca. 350-400 g mel

Mel til udrulning

Fyld:

250 g blødt smør

325 g brun farin sukker

1 1/2 spsk. stødt kanel

1 sammenpisket æg til pensling

Creamcheese-/Lime glasur:

100 g Philadelphia creamcheese

100 g blødt smør

200 g flormelis

1 1/2 spsk. limesaft

 

Tænd ovnen på almindelig ovn på 30 grader. Jeg indstiller mellem 0 og 50 grader – ikke varmluft. Sæt en bagerist i bunden af ovnen. Udrør gæren i den lunkne mælk og vand og tilsæt æg, sukker, salt og smør. Rør det godt rundt. Jeg bruger min KitchenAid med min metalskål. Tilsæt – på laveste hastighed – mel, med en spiseske ad gangen ved laveste hastighed. Dejen skal lige slippe siderne i skålen. Mængden af mel kan variere. Nogle gange bruger jeg mindre og andre gange mere end det der lige står i opskriften, så prøv dig frem. Lad dejen røre rundt på mellem hastighed i ca. 5 minutter. Skrap dejen af siderne og dæk skålen med husholdningsfilm. Sæt skålen med dej i ovnen og lad den stå og hæve i ca. 1 times tid. gerne 1 1/2 time.

Tag dejen ud af ovnen og vend den ud på et meldrysset bord. Arbejd nu dejen smidig og rul dejen med en kagerulle ud på en meldrysset overflade med målene ca. 18 cm i højden og i længden ca. 65 cm. Du skal prøve at få hjørner på, så dejen danner en aflang firkant. Tag nu og bland smør, brun farin og kanel i en skål og smør hele overfladen af dejen med denne blanding. Jeg har nogle gange tilføjet chocolatechips i. Det kan også anbefales. Undgå de sidste 5 cm i bunden. Begynd nu at rulle dejen sammen fra øverst oppe og ned mod bunden der ikke er kanelblanding på.

IMG_1460

IMG_1461
Inden hævning

Gør en bageplade klar med bagepapir, også op ad kanterne, da den hæver godt op. Skær nu skiver fra rullen med en skarp kniv. Skiverne skal være ca. 4 cm tykke. Læg dem nu tæt sammen på bradepanden. Når bradepanden er dækket med snegle dækket den med husholdningsfilm og sættes ind i ovnen igen for at hæve i ca. 1 time igen. Du kan også mindre. Tag bradepanden ud af ovnen og sæt en skål med vand i bunden af ovnen. Skru ovnen op på 175 grader.

IMG_1462
Efter hævning

 

Pisk et æg sammen nu, og pensl sneglene. Bages i ovnen på midterste rille i ovnen i ca. 25 min. Bagetider kan variere, så efter 25 min. hold godt øje med sneglene. De skal være gyldentbrune og ikke falde sammen på midten når de tages ud. Tjek om de er gennembagte. Jeg plejer at bage fra alt mellem 25 min. til 35 min. Imens de bager kan du gøre creamcheese-/lime glasuren klar. Pisk alle ingredienserne sammen. Når sneglene tages ud af ovnen hældes glasuren over, mens de stadigt er varme. På mit foto er de desvære nået at blive lidt lunkne, da jeg lige blev forstyrret. Håber du kan lide dem ligeså godt som vi kan herhjemme.

IMG_1473

 

 

 

Eftermiddagshygge og de skønneste kanelsnegle

Posted on

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Har bare en dejlig dag i dag, bortset fra den er endt lidt kedeligt. har måtte køre min elskede hund på dyrehospitalet, hvor han skal overnatte til en masse prøver. Han ligger lige nu med drop med antibiotika og de første blodprøver viser ikke noget. Han kan ikke gå, men har ikke ondt overhovedet og har hø feber. Min stakkels hund! Men som sagt så har det faktisk været en hyggelig dag med venindebesøg, hvor jeg serverede lidt pølser, en bagt camembert, laks og hjemmebagt knækbrød. Noget af det bedste jeg tit laver er en ordentlig klump feta brækket i mindre stykker, To fed hvidløg presset over, ca 2 spsk. honning over, 1 1/2 spsk. olivenolie, ca. 1 1/2 spsk. pesto og lidt hakkede, ristede mandler. Det er virkeligt godt, det lover jeg dig!

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

I går bagte jeg kanelsnegle til børnene kom hjem fra skole, men nu er det også ved at være slut med alt det hygge om dem i de næste par uger, for nu skal jeg i gang med julen og masser af dekorationer. Så glæd dig! Du kan jo altid se i min menu under blomster, hvor jeg har mange forslag til dekorationer til julen eller i menuen under søde sager, hvor der er masser af julekonfekt.

Kanelsnegle (15 stk.)

50 g gær
3 dl mælk
3 æg
100 g smør, blødt
100 g sukker
1 tsk. vanillesukker eller korn fra en 1/2 stang vanile
1 1/2 tsk. kardemomme
1 tsk. salt
Ca. 650-750 g hvedemel
1 æg til pensling

“Snask til sneglene”
350 g blødt smør
200 g farin
4 spsk. kanel

Glasur til sneglene
275 g flormelis
ca. 3 spsk. vand

Lun mælk og smør i en gryde. Hæld det i en skål og smuldr gær heri under omrøring. Tilsæt sammenpiskede æg, sukker, vanille, kardemomme, salt og drys melet i lidt efter lidt. Saml dejen til en kugle og lad den hvile med klæde over et lunt sted i min. 1 times tid. Imens kan du lave “snask” til sneglene, som du laver ved at blande alle ingredienserne sammen.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA   OLYMPUS DIGITAL CAMERA   OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Når dejen er hævet til ca. dobbelt størrelse deler du den i to og ruller hver del ca. 30 cm på længden og bredden  ca. 25 til 30 cm. på et meldrysset bord. Smør et godt lag snask på dejen og rulle den fra toppen og ned. Skær stykker ud i ca. 2 1/2 cm tykkelse og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir på. Læg klæde over og lad efterhæve ca. 30-45 min. Tænd ovnen på 180 grader. Inden de skal bages pensler du med sammenpiske æg og sætter pladen i midterste rille og bager i ca. 15 min. Lad dem køle af og dekorer med glasur. Det sammen gør du selvfølgelig med den sidste klump dej. Opbevares i en lufttæt beholder.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Knækbrød (2 bradepander)

2 dl havregryn

1 1/2 dl sesamfrø

1 1/2 dl hørfrø

1 dl solsikkekerner

3 1/2 dl hvedemel

2-3 tsk. salt

1 tsk. bagepulver

1 spsk. finthakket, frisk rosmarin

2 dl vand

1 1/4 dl neutral olie

Tænd ovnen på 180 grader. Bland alle ingredienserne sammen i en skål. Dejen må godt være lidt klistret og tilsæt evt. lidt mere vand, hvis den bliver for tør. Tag halvdelen af dejen og rul den helt flad på et stykke bagepapir. Klistrer det for meget kan du rulle dejen mellem to stykker bagepapir. Læg bagepapiret med dejen på en bageplade og gør det samme med den sidste rest dej. Sær de 2 bageplader i den forvarmede ovn i ca. 15 min. Tages ud af ovnen og bræk/skær pladerne i stykker. Når de er helt kølet af kan de opbevares i en lufttæt beholder.

 

 

 

Choko-Kanelsnegle

Posted on Updated on

Fik så lige lidt overskud til at bage lidt til børnene kom hjem fra skole, og jeg ved jeg aldrig går galt i byen med kanelsnegle.
Valgte dog igen at lave min egen version med at iblande chokolade i dejen, og det blev de bestemt ikke ringere af.
Denne opskrift er super lækker og ikke kun den dag man har bagt dem, men også dagen efter, hvilket jeg ikke altid synes kanelssnegle er.



Choko-kanelsnegle ( ca. 12 stk. store)

50 g gær
3 dl mælk
3 æg
100 g smør, blødt
100 g sukker
1 tsk. vanillesukker eller korn fra en 1/2 stang vanile
1 1/2 tsk. kardemomme
1 tsk. salt
100 g mørk chokolade
Ca. 650-750 g hvedemel
1 æg til pensling

“Snask til sneglene”
350 g blødt smør
200 g farin
4 spsk. kanel

Glasur til sneglene
275 g flormelis
ca. 3 spsk. vand

Lun mælk og smør i en gryde. Hæld det i en skål og smuldr gær heri under omrøring. Tilsæt sammenpiskede æg, sukker, vanille, kardemomme, salt og drys melet i lidt efter lidt sammen med hakket chokolade. Chokoladen vil smelte lidt, men det skal den. Saml dejen til en kugle og lad den hvile med klæde over et lunt sted i min. 1 times tid. Imens kan du lave “snask” til sneglene, som du laver ved at blande alle ingredienserne sammen.

Når dejen er hævet til ca. dobbelt størrelse deler du den i to og ruller hver del ca. 30 cm på længden og bredden  ca. 25 til 30 cm. på et meldrysset bord. Smør et godt lag snask på dejen og rulle den fra toppen og ned. Skær stykker ud i ca. 3 cm tykkelse og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir på. Læg klæde over og lad efterhæve ca. 30-45 min. Tænd ovnen på 180 grader. Inden de skal bages pensler du med sammenpiske æg og sætter pladen i midterste rille og bager i ca. 15-18 min. Lad dem køle af og dekorer med glasur. Det sammen gør du selvfølgelig med den sidste klump dej.
Opbevares i en lufttæt beholder.