Sommeren kommer og går

Selv om kalenderen nu siger medio juni og vi har haft nogle forrygende dejlige dage med masser af sol og varme, så er det stadig en meget typisk dansk sommer, hvor regnen kommer lige så pludseligt. Jeg har nydt en masse dage med strand og været ude og bade et par gange sammen med børnene og hunden, men jeg må sige, jeg bedre kan lide det senere på sommeren, hvor vandet er blevet lidt varmere, og hvor man undgår kramper (følelsesløshed) i benene efter en vandtur. Men man bliver hurtigt meget frisk.

Vi får grillet en masse herhjemme, men tit er det meget almindelig, hurtig mad med pølser, bøf, kylling, osv. Men tilbehøret er tit det der gør en stor forskel. Jeg laver en masse forskellige marinader og dresseringer og forskellige tilbehør, så det ikke bliver så ensformigt. Men alle kender jo det, at i en travl hverdag, ender det tit med det velkendte, som ikke tager mere end en håndevending at lave.
Men en af mine sommerfavoritter er min hjemmelavede pesto, som jeg altid har et stort glas af. Især i disse tider, hvor basilikum ikke er så dyrt. Har lagt opskrift ud i indeks. Pestoen blander jeg så med nye danske, afkølede, kogte, små kartofler og en masse revet parmesanost og til sidst en stor portion ruccola-salat. Man kan jo bruge al den salattype man foretrækker eller lige har. Man kan også lige vende lidt grofthakket krydderurter i. Men helt klart en dejlig ting som tilbehør, som er hurtig at lave og smager godt dagen efter til madpakke, evt. med rester af kød/kylling i.

En god marinade til kyllingen er til en hel kylling skåret i mindre stykker eller en pakke kyllingbryster:

Portermarinade til kylling:

3/4 dl. god porter (øl)
3 spsk. soja
2 dl. rapsolie
1½ dl brun farin
2 fed presset hvidløg
lidt salt
et stort bundt timian

Bland alle ingredienserne godt sammen i en skål og lad marinaden stå og trække 10 minutter. Læg kyllingstykkerne i en frysepose eller i et fad og hæld marinaden ved kyllingen. Sættes på køl nu min. 2 timer. Gerne flere timer. Når det har trukket på køl tager du kyllingstykkerne, og lægger dem på et rent fad og så er de klar til at grille. Kyllingen bliver super saftig og mør.

Fyldte kyllingebryster

Til aftensmad elsker jeg at lave kylling, da det er et stykke kød som kan varieres uendeligt og smage så forskelligt. Jeg har netop lavet denne variant, som alle i familien synes var rigtig lækker.

Fyldt kyllingbryst (6 pers.)
6 kyllingebryster
125 g philadelphia ost eller mascarpone
½ fed hvidløg hakket i små stykker
6 stilke bredbladet persille
6 skiver parmaskinke
6 store blade salvie

Tag et kyllingebryst og skær et snit vandret gennem brystet, dog ikke helt igennem. Fold brystet helt ud på et stykke film og læg et nyt stykke husholdnings film henover. Nu tager du så en kødhammer eller bagsiden af en pande og banker kødet til det er blevet tyndt. Tag det øverste lag film af og smør et lag smørost på og drys med persille, salt og peber og et lille nip hvidløg. Så tager du kødet og ruller stramt til en roulade. Læg parmaskinken om kyllingbrystet, læg et salvieblad på og fæsten det hele med en kødnål eller en tandstik. Husk blot at fjerne det igen ved serveringen. Du kan sagtens lave rullerne et stykke tid i forvejen og have dem i husholdningsfilmen i køleskabet. Jeg griller mine i en grillbakke med lidt grillolie, og ellers kan de steges på en pande eller i ovnen, hvor du har hældt et par dråber olivenolie henover. Inden du serverer dem med enten en skøn salat eller andet kan du igen tilføje lidt god olivenolie på kyllingbrysterne.

Kylling i stegeso – en nem hverdagsret

Jeg lavede en kylling i en helt ny stegeso, som min mand havde fået i julegave. Jeg tog bare, hvad der lige var i køleskabet som var små kartofler, gulerødder. porrer og hvidløg, snittede det i mindre stykker, lagde det i stegesoen, krydrede med alt og peber. Dernæst hældte jeg en halv flaske hvidvin ved og ca en halv liter kyllingfond. Jeg købte en super lækker kylling, som jeg vaskede, delte i to og krydrede under skindet med en klat smør og krydderurter. Lagde kyllingstykkerne ovenpå grøntsagerne, lagde låget, smed det i ovnen en times tid ved 200 grader, og det er super nemt og smagte bare rigtig godt. Det er ikke den store gastronomiske evne du her skal besidde, men det er en ret som er super nem og simpel og som altid kan varieres med krydderurter og grøntsager. Du kan også tilføje en halv liter piskefløde, så du også har en dejlig sauce til. Kan serveres med flutes eller kartofler f.eks.

Pizza og potato skins

Det er så dejligt at have gæster i weekenden og jeg elsker drinks. Det skal helst være det andre kalder børnedrinks, dvs. der hvor man ikke kan smage der er spiritus i.  Maden skulle være lidt lækre snacks, da vi bare skulle sidde længe og hygge.

Menuen bestod af potatoskins, mozarellasticks, bruschetta, pizzaer, chickenfingers og panerede kyllingestykker. Jeg begynder med at sætte kartoflerne i ovnen. Bruger almindelige spisekartofler og vasker dem grundigt inden de pakkes i stanniol og sættes i ovnen ved ca. 200 grader i 45 min. Imens laver jeg dejen til pizzaerne. Start  med at forvarme ovnen til 225 grader.

Pizzadej
5 dl hvedemel
2 spsk. olivenolie
2 dl. lunkent vand
½ tsk. sukker
25 g gær
½ tsk. salt
Start så med at udrøre gæren i det lunkne vand og tilsæt sukker, olivenolie og salt. Rør det sammen. Tilsæt melet lidt ad gangen, og slut af med at ælte dejen godt igennem på køkkenbordpladen. Dejen kan godt føles lidt klæbrigt, så må du gerne tilsætte lidt ekstra mel. Læg dejen i en skål et lunt sted i ca. 1 times tid, til det har hævet til dobbelt størrelse. Til pizzasaucen brugte jeg så følgende:
 
Pizzasauce
2 ds. hakkede cherrytomater
1 lille dåse tomatpuré
4 fed finthakkede hvidløg
1½ stort finthakket løg
2 spsk. olivenolie
2 tsks. sukker
1 tsk, salt
1½ tsk. oregano
Hæld olivenolien i en gryde og varm olien op. Tilsæt løg og hvidløg og svits det lidt. Tilsæt tomatpuréen og rør rundt. Derefter hælder du tomaterne i og resten af ingredienserne. Lad det gerne simre i en god times tid. jeg vælger aldrig at purere det, men du kan vælge at slutte af for en mere lind pizzasauce, med at blende saucen med en stavblender.

Når dejen er hævet færdig kan du evt. rulle den til en flad bund eller som jeg gjorde til en masse små pizzaer. Tilsæt tomatsaucen og derefter den topping I så bedst kan lide. Slut af med godt med ost og måske et drys oregano. Pizzaerne bages i ca. 20 min. ved 225 grader, men husk at kig til pizzaen en gang i mellem. Osten skal være smeltet og skorpen gylden. Laver altid lidt ekstra af de små og fryser ned, for så har jeg lidt nem, lækker frokost til mine børn en gang i mellem eller til en eftermiddagssnack, som lige varmes op når de kommer hjem fra skole.
Chickenfingers laver jeg af kyllinge-inderfillet, som jeg blot vender i et pisket æg og ruller dem i rasp blandet op med hvidløgspulver, salt, peber, og en anelse cayennepeber eller paprika. Dem frituresteger jeg så i fritureolie i ca. 7 min. og lader dem drypper af på et godt lag køkkenrulle.
Kyllingestykkerne er små “køller” og vinger, som jeg vender i sammenpisket æg og i rasp blandet op med salt, knust cornflakes og en anelse chilipulver. Dem steger jeg også af i frituren i ca. 8-9 min. i fritureolien.
Tomatbrødene har jeg lagt ud tidligere, og dem laver vi tit. Det er en af ungernes ynglings-spiser. Til at dyppe alle tingene i har vi en Jack Daniels barbecue sauce samt vores egen version af en honey-mustard sauce, så ungerne også kan lide den.
Stinas Honey-mustard sauce
 2½ dl. creme fraiche
1½ spsk. dijonsennep
1 spsk. honning
1-2 tsk. sukker
et nip salt.
Alle ingredienserne røres sammen. Vores børn får lov til at lave denne dressing for jeg har en tendens til at lave den lidt stærkere end de lige kan lide, så det er dem der sætter niveauet for smagen.
Potatoskins
Når kartoflerne er færdigbagte køles de af og halveres. Tag fyldet ud og bevar en skal på ca. 3 mm. Jeg pensler dem nu med smeltet smør og giver dem en tur i ovnen ved 200 grader et par min. Når jeg har taget dem ud tilsætter jeg små stykker stegte bacontern og revet cheddarost. Pensler lige kanterne igen med smeltet smør og giver dem en sidste tur i ovnen. Når de er kommet ud, putter jeg en lille skefuld creme fraiche 38% i hver af dem, og drysser med fintskåret forårsløg og tomater. Til mine unger undlader jeg fyldet, for de spiser dem som de er fra ovnen.
Ikke den mest fedtfattige menu, men den er lækker og hyggelig og vi har en tradition med når vi spiser dette måltid, så foregår det i stuen foran tv’et med en god film og det skal der jo også være plads til en gang i mellem.

Familiens ynglingsmad

Her i familien kan det jo nok ikke helt komme bag på dig, at vi alle ÆÆÆLLLSSSKKEEERRR mad. Så nogle gange når vi skal hygge med mad får alle lov til at komme med deres besyv med, hvad der skal spises og så laver vi et madbord. Vi laver en masse forskellige retter, som alle kan lide og det er vildt hyggeligt, for vi spiser ved vores stuebord og kan sidde sammen længe og hygge over maden. Her er lidt eksempler på, hvordan det kan tage sig ud og nogle af vores favoritter.

På dette bord er der spicy rejer på pinde med stegte kammuslinger, Bruschetta, nuggets med honeymustarddip, rejecocktail, falafel med bluecheesedip og stegt barbecuekylling med coleslaw. Jeg skriver ikke lige alle opskrifterne her, men skriv blot til mig, hvis du vil vide nærmere.

Hjemmelavede nuggets (5 pers.)
4 kyllingebryster skåret i tern
2 æg
2½ dl. corn flakes (u.sukker)
2 dl. rasp
salt og peber (evt. lidt chilipulver eller karry)
olie til stegning (jeg bruger rapsolie)

Start med at piske æggene sammen i en skål. I en anden skål tager du dine cornflakes i, som du knuser mellem dine hænder. det skal stadig være lidt groft. Dernæst hælder du rasp og krydderier i blandingen og du kan jo krydre med lige det du har lyst til. Smager også godt med hakkede, friske krydderurter i.
Sæt en pande over med olien.
Vend kyllingestykkerne i de sammenpiskede æg og vend dem i rasp-/cornflakes blandingen. Gentag, hvis du ønsker en tykkere panering. Steg stykkerne i den varme olie på panden til de er gyldne og læg dem på et stykke fedtsugende papir.

Dressingen lavede jeg som vores hjemmelavede udgave af en krydderurtedip:

2½ dl. creme fraiche
½ dl. hakkede krydderurter (evt. persille, purløg, kortiander, osv.)
salt, peber og en anelse sukker
½ fed hvidløg

Du skal blot piske alle ingredienserne til det er en samlet dressing der er blød og lække rat se på og smagen er jo efter behag.

D
Disse kyllingebrød er helt klart en af vores favortitter. Jeg har blot taget nogle flotte kyllingebryster, marineret dem i en porterøl med 1½ spsk. brun farin samt et godt bundt frisk timian. Mariner dem gerne i et par timer. Du kan jo så imens lave klar til en lille portion coleslaw, hvor du tager hakket hvidkål og gulerødder, som du vender i en dressing lavet af 1 dl. mayonaisse samt en ½ dl. Miracle Whip, lidt hvidvinseddike samt godt med sukker og en anelse salt. Lad det gerne trække på køl ligesom kyllingebrysterne. Tag kyllingebrysterne ud af køleskabet, tag dem op af fadet og dup dem let med et stykke køkkenrulle og kaser marinaden. Varm en pande op med halvt smør og olie, og steg brysterne til de er gyldne og ikke røde i midten. I mens de køler af på et rent fad, tager du et lækkert italiensk brød eller flutes og skærer i tynde skiver, som pensles med olivenolie og sætter i ovnen til de er gyldne. Når du har taget dem ud gnider du pillede hvidløg på hvert brød.
Når du skal servere brødene hælder du en klat god barbecue sauce på hvert stykke brød, lægger et par skiver kylling på, endnu en klat barbecuesauce, en stor tomatskive og topper med masser af coleslaw. Det er en rigtig lækkerbisken.
På dette bord er der så lidt færdigkøbte ting også. Bare så du ikke tror jeg ikke har noget liv og andet at lave :0)
De færdigkøbte ting her på dette bord er mozarellasticks og chilicheestops, samt hvidløgsdip fra Sticks’N’Sushi. Ellers er her små stykker pølse fra Løgismose med timian og æble, Italiensk focacia, rodfrugtesuppe med pesto samt moules mariner.
Opskriften på muslingerne har jeg lagt ud i indekset, som jeg lavede sidste sommer på vores grill. Men det er en hitter hver gang. En af børnene bryder sig ikke om muslinger, men elsker selve suppen, men det kan jeg godt forstå.