Nu skriver vi 2015! Masser af drømme, tanker og selvfølgelig mad.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Rigtigt godt nytår til dig som læser. Håber året vil byde på noget godt. 2014 bød på nogle store bump på vejen og store omvæltninger, og tabet af nogle venner der betød noget virkeligt for mig. Men også en masse skønne oplevelser med familie og venner. Men jeg tror også på, at ting sker af en årsag. Af at vi skal lære, at man nogle gange skal presses og at det tit er for at det bliver bedre på længere sigt at noget sker i ens liv. Når man står i tingene kan det være svært at se fremad, at det skal være godt for en årsag, men på afstand af tingene kan man godt se, at noget sker fordi det SKAL ske. Men venner man mister af den ene eller anden grund er hårdt og de er og vil nok længe være savnet. I starten er man fyldt med en vrede og sårbarhed, men igen med tiden lever man med det, og håber at vejene en dag krydses på den ene eller anden måde. Heldigvis bliver vrede og sorg tit omdannet til andre følelser og jeg tror det er med til at gøre os til dem man er og bliver. Ingen går gennem livet uden knubs, men jeg vil heller ikke være foruden de knubs. Dermed ikke sagt jeg er verdens bedste ven/veninde, for jeg kan tit se indad og tænke at jeg burde være mere for den og den, men det kræver også man selv har overskuddet, og her er jeg blevet god til også at passe bedre på mig selv. Så må andre også se, at jeg nogle gange er den der har brug for omsorgen. 2015 er helt klart et år jeg har store drømme jeg knokler på skal gå i opfyldelse, og hvorfor ikke? Hvis man jagter drømmene nok, når man dem ind i mellem. og i år er det år jeg skal nå dem. Det ved jeg!

På min blog vil jeg fortsat knokle på at du vil få nyttige opskrifter, tips og oplevelser. Stort som småt. I mit sidste indlæg i 2014 skrev jeg jeg ville prøve at nå at opdatere fotos fra nytåret, og helt rigtigt. Det nåede jeg selvfølgelig ikke. Men du skal da ikke snydes for vores madfotos, som jeg EEEELLLLSSSKKKEEERRR. Vi havde bestilt en skøn 4-retters menu fra Røgeriet i Mosede v/Greve, som er en super lækker restaurant. Kan helt klart anbefales, da det var meget lækkert og der var rigeligt af mad. Det var nemt at gå til også. Ud over menuen valgte jeg også selv at lave to retter, da vi jo er meget sultne herhjemme.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
1. ret: Bisque med torsk og jomfruhummerhaler.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
2. ret: Vores egen ret. Rørt tatar med trøfler, jordskokkepuré og jordskokkechips med havesyre. Opskrift står nederst.
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
3. ret: Foi Gras med syltet havtorn, kørvel og ristet rugbrød.
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
4. ret: Mørbrad med stegte svampe, portvinsglace, frisk timian og Pommes Anna.
5.ret: Ja, undskyld men min mand anrettede denne ret og fik ikke taget foto. Chokoladefondant med blødende hjerte med vanille creme og appelsin Gelé.
IMG_0680
6. og sidste ret: Min egen ret. Parfait med nougat lavet af mandler og pekan, hvid og mørk chokolade. Ananasmousse, lakridsmarinerede ananasstykker, passionsfrugtcoullis, karameliseret hvid chokoladesne og mini marengs. Opskrift står nederst.
IMG_0672
Nytårsdekoration

En dejlig og meget nem menu som smagt skønt. Bordet med al sin pynt nåede jeg ikke at tage fotos af, så det har jo været en festlig aften. Håber I også kom godt ind i det nye år og er klar, ligesom mig til at tage fat på et skønt 2015.

Opskriften på min rørte tatar:

Rørt tatar med trøfler

(4 pers.)

200 g frisk tatarkød

ca. 1/2 dl hvid trøffelolie

1/4 finthakket rødløg

1 spsk. dijonsennep

Salt og peber

Rør alle ingredienserne sammen og smag til med sennep, salt og peber. Du kan jo også evt. tilsætte en sjat spiritus i form af en god cognac.

Server den evt. med:

Jordskokkepuré

10 flotte, vaskede, rensede jordskokker

2 spsk. smør

2 spsk. piskefløde

salt og peber

Vask, skræl og skær jordskokkerne i fine tern og kog dem op ca. 5 min i vand til det lige dækker. Hæld det meste af vandet fra og tilsæt piskefløde og smør. Blend med en stavblender, så puréen stadig har struktur. Det kan jeg godt lide. Smag til med salt og hvid peber. Du kan også tilsætte et skvat trøffelolie, hvis du lige skal give den ekstra gas og elsker trøfler.

Ristede Jordskokker

10 jordskokker

Fritureolie, Palmin eller Solsikkeolie

Vask jordskokkerne godt og tør dem af i køkkenrulle. Skær meget tynde skiver af jordskokkerne og læg lidt ad gangen i en gryde med varm olie/friture. De skal blive gyldne. Tages op med en fritureske, hulske og lægges på et stykke køkkenrulle, hvor de nu gives et godt drys salt. Jeg serverede færdigkøbte rugbrødschips til denne ret. Du kan se på fotoet, hvordan jeg anrettede retten.

DESSERTEN

Ananasmousse

(8 pers.)

3 Æggeblommer

4 spsk. flormelis

2 æggehvider

1 lille ds. ananas, blendet (380 g)

1 spsk. citron eller limesaft

2 dl piskefløde

Pisk æggehviderne helt stive og pisk i en anden skål æggeblommer og flormelis helt tyk og cremet. Vend forsigtigt æggehvider og blommer sammen u og stil på køl til du skal bruge det. Inden anretning vender du pisket piskefløde, blendet, afdryppet ananas og citronsaft i. jeg gjorde det nogle timer før, og satte det herefter i fryseren. Tog det op lidt før vi skulle spise desserten, men du kan bare lade det være i køleskabet.

Passionsfrugtcoulis

10 passionfrugter

1 1/2 spsk. sukker

3 spsk. vand

Tag kødet og kernerne ud af skallerne og kom sukker, frugtkød og vand i en gryde. Lad det koge op og lad det simre i ca. 5 min. Tag det af varmen og sigt det gennem en si og stil det på køl til du skal bruge det. Kan evt. tilsættes et par dråber frisk citronsaft.

Ananaschips

1 lille ananas

1 dl vand

150 g sukker

25 g glukosesirup

Skræl ananas grundigt, så du ikke har de små brune pletter tilbage heller. Skær nu ultra tynde skiver ananas. Kog sukker og vand op i en gryde. Det skal koge/simre i ca. 10-12 min. inden gryden tages af varmen og køler lidt af. Glukosen tilsættes og ananasskiverne lægges i en ad gangen. De skal være helt dækket af sukkerlagen og skal nu trække ca. 30 min. Tør dem let af og læg dem på et stykke bagepapir på en bageplade. Bages nu i ca. 4 timers tid v/80 grader. Når de er færdige skal de være helt tørre og sprøde.

Minimarengs

(opskrift fra Isabellas)

1 æggehvide
50 g sukker

Pisk æggehvide og sukker til sej og blank marengs, og kom marengsen i en sprøjtepose med lille, rul tylle. Sprøjt små toppe ud på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag marengsen ved 100 grader i 1-1 1/2 time. Opbevar dem i en lufttæt beholder indtil brug.

Krystalliseret hvid chokolade

(opskrift fra Isabellas)

25 g hvid chokolade af god kvalitet
25 g sukker
25 g vand

Smelt chokoladen i en skål over vandbad. Bring sukker og vand i kog i en lille gryde, og lad det koge, indtil sukkermassen har en temperatur på 136 grader. Hæld sukkermassen i en tynd stråle over chokoladen, mens du pisker. Forsæt med at piske, indtil chokoladen krystalliserer (bliver til små, knasende kugler.) Hæld den krystalliserede chokolade ud på et stykke bagepapir, og lad den køle helt af.

Vanilleparfait med nougatin

(10 pers.)

10 æggeblommer

200 g flormelis

korn af 2 vanillestænger

1 l piskefløde

Til parfaiten piskes æggeblommer og flormelis lyst og luftigt. Rør vanillekornene i og vend den stiftpiskede piskefløde i. Stil cremen i fryseren i 20 minutter, rør den igennem, frys atter 20 minutter og rør igennem, inden den fryses i den endelige FORM. Jeg lavede isen i små alu-portionsforme. Du kan også benytte en ismaskine selvfølgelig.Har lavet en kæmpe portion, så der også var lidt ekstra til fryseren. Frys parfaiten i mindst 6 timer. Jeg valgte at blande hakkede chokolade i parfaiten og nougatin, som jeg lavede ved at smelte 100 g sukker. Når det er lysebrunt og gyldent vendte jeg pekannødder og mandler i og hældte karamellen på et stykke bagepapir. Lad det køle helt af inden du hakker det i fine stykker og blander i parfaiten inden du fryser den. Man kan jo blande i, hvad man kan lide. Hakkede Oreo’s, bær, lakrids, osv.

Lakridsmarinerede ananas

Resten af ananas fra ananaschips skæres i små tern og drysses med lakridspulver. Skal stå på køl i min. 3 timer og røres i en gang i mellem. Inden servering drænes ananasternene for saft.

 

 

 

 

Nu nærmer Sankt Hans sig…

IMG_1771

På mandag er det Sankt Hans. En dag som mange fejrer på forskellige måder. Nu om dage markeres sankthans ved offentlige og private arrangementer. Mange foreninger afholder arrangementer. Et typisk program omfatter en tale, derpå antændelse af bålet, og mens flammerne slikker op imod sommeraftenen synger alle Midsommervisen. Fyrværkeri ved midnat kan også indgå i programmet. Talen vil ofte blive fremført af en person, der er kendt i lokalområdet. At midsommernatten var fyldt med magiske naturkræfter – både onde og gode. Alle urter og kilder var særligt hellige, og det var tradition at opsøge hellige kilder eller plukke helende urter på denne aften. Til sankthans var mange hellige kilders magiske helbredelseskraft stærkest, og folk valfartede til dem i kildetiden, som startede ved Skt. Hans På bålet er der traditionelt placeret en figur, der ligner en heks. Heksene flyver ifølge overleveringen til Bloksbjerg i Harzen sankthansaften og -nat. Nogle mener at både bål og heks er en ny tradition, men en ting er sikkert, vi hygger ofte med gode venner og skal have god mad. Jeg har så også fødselsdag denne dag, og har ikke lige tid til at stå i køkkenet en hel dag, så jeg vil holde mig til lidt simpel sommermad med danske råvarer. Jeg laver Kyllingefrikassé med nye danske kartofler, og i dagens anledning laver jeg den IKKE fedtfattige omgang, så ikke noget med at spare på fedtet i denne sag, det er ren fløde! Til dessert en hyldeblomstparfait med saltkaramelsauce og selvfølgelig en masse friske sommerbær.  Til bordpynt havde jeg egentligt i tankerne at jeg ville have lavet lidt råt med nogle træstykker og blomster, men nu tror jeg at det ender med at jeg tager naturen med ind på spisebordet…. Jeg må en tur på stranden og hente noget sand, nogle siv og have lidt fine, lyse blomster.

IMG_1873

Hønsefrikassé med dansk sommerislæt (4 prs.)

Til kogning

1 stor, god kylling/høne

2 gulerødder, 1 løg, 1 porre, persillestængler, salt og 5 peberkorn (tilbehør til kogning af kylling)

Til sauce

1 bdt. grønne asparges

1 bdt. små, nye gulerødder

1 kg. friske, nye ærter (bælget)

3/4 l. piskefløde

1 spsk. smør

2 spsk. mel

Salt og Peber samt lidt sukker

1 stort bdt. bredbladet, grofthakket persille

Start med at rengøre din høne i koldt vand og læg den i en gryde med tilbehøret til kogningen. Dæk med koldt vand. Kog nu kyllingen i ca. en times tid til den er godt mør og lad den ligge i gryden til det er kølet godt af. Tag kyllingen op og si “suppen”. Stil suppen til side til senere. Vask gryden godt af og smelt smørret i gryden. Når smøret er smeltet hælder du mel i og rører det godt sammen. Tag nu ca. 5 dl af suppen og rør i lidt efter lidt og når alt er pisket i, tilsætter du så fløden. Imens det koger op rengør du grøntsagerne. Vask gulerødderne og skær dem i grove stykker. Vask asparges, knæk dem ved enden og skær dem i 2-3 cm lange stykker. Smag nu fløde-suppen til med salt/peber og lidt sukker. Smager den ikke af så meget kan du sagtens tilsætte lidt kyllingefond, hvis din kylling ikke har været så kraftig. Det tyer jeg selv til en gang imellem. Lad det simre i godt og vel en halv times tid, hvor du så kan tage og pille store lunser kød fra skroget. Det er jo ikke til tarteletter, så det er store stykker du skal bruge. Ti minutter inden servering hælder jeg kylling, gulerødder og asparges i fløde-suppen og lige før servering hælder jeg ærterne i samt den hakkede bredbladet persille. Gem lidt til anretningen.

Jeg serverer denne ret i en dyb tallerken sammen med nye, kogte danske kartofler der er vendt i lidt raspolie og hakket bredbladet persille, øser saucen op og drysser persille henover , og slutter af med et drys friskkværnet sort peber. Smager så skønt sammen med kold hvidvin

. IMG_1920

Hyldeblomstparfait (til ca. 8-10 pers.)

Indfrysnings/trækketid: Min. 3 timer
400 g sukker
2½ dl Hyldeblomstsirup
9 æggeblommer
2½ dl piskefløde
½ stang vanille
1/2 dl. jordbærsirup
Kog sukker og hyldeblomst til en tyk lage, og til det er 115-120 grader varmt målt med sukkertermometer, eller til der dannes store bobler. Pisk imens æggeblommerne skummende og hæld den varme lage i æggeblommerne lidt ad gangen under konstant piskning. Pisk hurtigt ca. 5 min. og derefter langsommere ca. 10 min., til massen er afkølet og tyk.
IMG_1871
Pisk fløden let med vaniljekorn og vend flødeskummet i æggemassen. Hæld i en literform og hæld jordbærsirup henover. Sæt straks i fryseren og lad isen stivne i min.ca. 3 timer. Du kan også altid blande lidt hakket chokolade eller tørret frugt i din is, hvis du har lyst til det eller stykker af Oreos. Tag den ud min. 10-15 min. før servering og vend den på et fad. Hæld en masse saltkaramel over og en masse friske sommerbær.
IMG_1874

Saltkaramelsauce

200 g sukker
45 g smør
1 ¼ dl fløde
Havsalt efter smag
Jeg lavede dobbelt denne portion, da vi elsker denne sauce… Varm sukkeret og smørret i en gryde ved svag varme, og når sukkeret er helt opløst og smørret begynder at smelte, rører du massen rigtigt godt sammen, til den er fin og blank. Skru lidt op for varmen og tilsæt fløden, mens du rører rundt. Pas på, da det lige bruser op, det kan godt forskrække lidt, men det koger ikke over. Returner gryden til varmen og tilsæt straks fløden, mens du stadig rører i karamelmassen. Koges op i ca. 5 min., og tilsættes havsalt. Hvis karamellen er for tynd kan du koge den lidt mere, er den blevet for tyk tilsættes lidt mere fløde.