rabarber

En hurtig dessert med rabarber

Posted on Updated on

I går var det søndag og jeg var lidt rundt i min have. Jeg opdagede jeg stadig havde en del skønne, røde rabarber stående, så jeg fik straks lyst til en lille dessert med rabarber. Nu havde jeg egentligt ikke alverdens tid til at være kreativ og havde ikke købt ind til at skulle kreere en dessert. Men jeg fik skabt denne vildt lækre dessert, som smagte frisk og dejligt. Og den var hurtig at lave. Jeg brugte pulver til vanillecremen, som jeg dog tilsatte korn fra en vanillestang, så var den super god.

Rabarbertrifli med hyldeblomstsaft og pernod

8 små glas

10 stængler, renset og vasket rabarberstængler

2 spsk. sukker

korn fra 1 vanillestang (eller vanillesukker)

1 dl koncentreret hyldeblomstsaft

1 1/2 spsk. pernod

Vanillecreme tilsat korn fra 1 vanillestang

3,5 dl. piskefløde pisket til flødeskum

1 pose makroner bagt med marcipan

Hyldeblomstsaft til at blødgøre makroner

Begynd med at lave vanillecremen, som det nu står på pakken og tilsæt vanillepulver/-pasta efter smag. Sæt på køl.

I en gryde bringes de vaskede og snittede rabarber i 0,5 cm stykker i kog sammen med sukker, vanillekorn og rester af vanillestang samt hyldeblomssaften. Lad det simre i ca. 5 min. Måske du skal tilføje lidt vand, men det skal blive lidt tykt inden du nu tilsætter pernod, som så simrer i et par minutter. Smag til evt. med sukker. Sættes på køl. (Jeg kølede min kompot af i fryseren i 10 min.)

Pisk fløden til flødeskum og sæt på køl.

Knus nu makronerne. Jeg gør det i posen de kommer i, så griser det ikke så meget. Tag små glas eller skåle frem og fyld ca. 1-2 spsk. knuste makroner i. Tilsæt nu ca. 1/2 spsk. koncentreret hyldeblomstsaft over de knuste makroner. Lad dem stå i nogle minutter. Tag Rabarberkompot, vanillecreme og flødeskum  ud af køleskabet. Læg et godt lag vanillecreme over de knuste makroner, nu et lag rabarberkompot og slut af med flødeskum. Jeg brugte lidt af de knuste makroner til pynt, og lige en lille blomst fra haven. Jeg er jo skør med blomster.

Så er desserten klar til servering, Du kan også opbevare dem på køl. Du kan også lave desserten i en stor glasskål. Det vil også se pænt ud ved servering.

Her er lidt af de blomster jeg har bundet her i sommeren. Nu er det jo snart rigtig kransetid og sensommeren er på vej med nye farvesammensætninger. Så bliver det også æbletid, og jeg har allerede en skøn æbledessert klar til dig næste gang.

Rabarbersnitter

Posted on

IMG_2728

Denne version er en omskrivning af hindbærsnitter, hvor jeg blot har lavet en lækker rabarbermarmelade til. De smager virkeligt godt. De er ikke så store, da jeg synes det er hyggeligt med mindre småkager. Men størrelsen kan du jo selv vurdere. Dejen er til i normalstørrelse på en snitte på 8 stk. Af de små fik jeg 18 stk. Jeg har blot stukket dem ud med en lille bagering.

Rabarbermarmelade

(2 sylteglas)

500 g rensede rabarber

1 vaniljestang

1 spsk vand

200 g sukker (ca. 2 1⁄4 dl)

Skær stilkene i mindre stykker ca. 2-3 cm. Flæk vaniljestangen. Kom rabarberne i en gryde med vand, den flækkede vaniljestang og sukker. Bring det langsomt i kog ved svag varme. Tag gryden af varmen og lad indholdet køle lidt af. Tilsæt evt. lidt atamon. Hæld rabarbermarmeladen på de rengjorte glas og luk dem.

Nemmeste måde at rense glas: Gør glas og låg grundigt rene ved at skolde dem. De kan derefter skylles med fx atamon – hvis man vil det. Hvis ikke skal marmeladen opbevares i køleskabet.

Rabarbersnitter

(ca. 18 stk. små)

½ vaniljestang, polynesisk
70 g flormelis
150 g stuetempereret smør
250 g hvedemel
1 tsk bagepulver
½ dl vand

Marmelade til at smøre mellem

Flormelis og æggehvider til icing på toppen.

Flæk vaniljestangen på langs og skrab vaniljekornene ud med en lille kniv. Mas kornene sammen med lidt af flormelissen på bordet med kniven, så kornene skilles ad.

Ælt det hjemmelavede vaniljesukker sammen med den resterende flormelis, smør, hvedemel og bagepulver.

Kom til sidst vandet i og ælt dejen smidig og glat. Stil dejen i køleskab i ½ time.

Tag dejen ud og rul den ud i lidt ekstra mel, til den er ca. 3 mm tyk. Udstik små kager af dejen. Du skal bruge 2 figurer pr. hindbærsnitte.

Læg de udstukne stykker dej på en bageplade med bagepapir og bag dem i ca. 8 min. ved 190 grader. De færdigbagte bunde til hinsbærsnitter må gerne virke lidt halvbagte.

Spred halvdelen af de bagte forme ud på bordet. De skal bruges som bunde til dine snitter. Kom 1½ tsk rabarbermarmelade på hver bund. Saml dine snitter ved at lægge en kagetop ovenpå. På toppen kommer du glasur på og evt. pynt. Jeg har drysset et lag spiseligt guldstøv på og rullet en lille blomst af farvet marcipan. Glasuren laves af 200 g flormelis og lidt æggehvide som røres sammen.

Rabarbersnitterne skal spises i løbet af et par dage, men bare rolig. Det bliver de også!

Rabarbersæsonen er i fuld gang

Posted on Updated on

IMG_2397

Sæsonen for rabarber er i fuld gang, og jeg elsker denne sæson, hvor også de danske jordbær er kommet på hylderne. Denne dessert er sååååå nem, og den kan laves et par dage i forvejen, hvis man ønsker det. Den er også velegnet til at fryse, så man altid lige har en lækker ting at servere.

Stinas syrlige forårsfornemmelse

(6 pers.)

6 stængler renset rabarber skåret i små stykker

100 g jordbær skåret i små stykker

50 g hindbær

1 1/2 dl sukker

1 vanillestang

1 spsk. citronsaft

1 spsk. vand

125 g smør, stuetemperatur

125 g sukkerIMG_2399

125 mel

125 g marcipan (kan udelades)

Læg rabarber i en gryde sammen med kornene fra vanillestangen, samt vanillestangen, citronsaft, 1 1/2 dl sukker samt vand og lad det koge op ca. i 8 min. Smag til om det lige behøver lidt mere sukker og citron. Det kan være forskelligt, hvor syrlige rabarberne er. Tag det af og køles lidt af 10-15 min. Tag vanillestangen op. Læg jordbær hindbær og rabarber sammen i bunden af et fad eller små portionsforme. Du kan nemlig sagtens lave det som en stor tærte/kage.

Bland mel, sukker, smør og marcipan til en dej og læg nu et låg henover frugten. Bages v/200 grader i ca. 10-12 min. Køler lidt af 10 min. inden servering. Jeg skifter lidt mellem at servere flødeskum på, som så smelter eller en god klat is ovenpå. Det smager vildt godt også. Du kan evt. også riste lidt mandler og drysse på.

IMG_2398

Rabarbermousse

(6 pers.)

10 stængler renset rabarber skåret i små stykker

2 dl sukker

1 vanillestang

1 spsk. citronsaft

1 spsk. vand

4 past. æg

1/2 ll piskefløde

4 plader husblas
Tilbered husblas som anvist på pakken.
Pisk æg og sukker meget stift. Læg rabarber i en gryde sammen med kornene fra vanillestangen, samt vanillestangen, citronsaft, 1 1/2 dl sukker samt vand og lad det koge op ca. i 8 min. Smag til om det lige behøver lidt mere sukker og citron. Det kan være forskelligt, hvor syrlige rabarberne er. Tag det af og køles lidt af 10-15 min. Tag vanillestangen op og rør det godt sammen med husblas. Pisk fløden stiv, vend det sammen med æg/sukker og vend rabarber i fløden. Hældes i glas, portionsforme eller en stor skål.
Sættes på køl nogle timer eller natten over. Jeg serverede den med et drys lakridspulver samt marengs til. Dertil et drys spiseligt guldstøv.