Saftigt bananbrød

Var så heldig at være i Netto, hvor de var ved at rydde op i Frugt & Grønt afdelingen, så da jeg gik forbi blev jeg spurgt om jeg ikke ville have en pose med 15 bananer for 2 kroner. Det kan man jo ikke sige nej til, men efter vi har lavet smoothies i lange baner er der jo stadig flere bananer tilbage. Så her til morgen har jeg bagt et bananbrød, som er sundt og lækkert og med lige lidt fra skabet. Børnene bliver nok glade, når de kommer hjem til hjemmebag, som de godt må spise, da jeg ikke synes det er så usundt og det giver energi. De behøver jo ikke spise 10 skiver hver!

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Opskriften er til en stor rugbrødsform. Tænd ovnen på 180 grader.

Saftigt bananbrød

3 mosede bananer

1 1/2 spsk. honing

75 g rosiner

100 g blandede hakkede nødder (har brugt mandler, hassel- og valnødder)

2 spsk. havregryn

60 g hakket mørk chokolade

2 spsk. Rosiner

185 g Ølandshvede (har købt i Netto)

4 skiver ananas fra dåse (skåret i små tern, kan udelades og erstattes af evt. revet gulerødder, squash, fersken, blommer, o.a.)

1 æble med skræl (skåret i små tern)

1 spsk. olie (Smagsneutral)

3 æg

1 1/2 tsk. bagepulver

Nu til det meget nemme! Alle ingredienserne blandes godt sammen i en skål og røres et par minutter. Hæld dejen i en stor rugbrødsform eller springform beklædt med bagepapir og sæt formen i ovnen i ca. 40-45 min. Tag brødet ud af ovnen og lad lige stå 5 minutter inden du vender det ud på en bagerist til afkøling. Hvis du vil gøre det ekstra lækkert (Og mere usundt) kan du tilføje chokoladeglasur eller creamcheeseglasur. Det gør jeg ikke, da jeg synes det er dejligt som det er.

 

Lækkerier til 2. juledag

Normalt har jeg altid lavet en masse hjemmelavet konfekt til julen, men da vi ikke skulle fejre jul herhjemme sprang jeg det over i år. Men traditionen tro har jeg altid til familiejulefrokosten stået for konfekt til kaffen, så jeg måtte jo ikke skuffe dem. Udover vi kom en helt time for sent til frokosten!!! Ikke så smart, så vi må nok fremover inviteres til en time før de andre.

Men konfekten blev skiftet ud med hjemmebagte muffins, og jeg benyttede mig, som altid, af min grundopskrift, som også ligger i indeks. Jeg udskifter bare med, hvad jeg har i mit skab og efter, hvad jeg har lyst til at lave på den pågældende dag. Jeg valgte at lave muffins som en drømmekage, hvor grunddejene blev tilsat kokos. Imens de var i ovnen i ca. 12 min. lavede jeg topping og fyld, som bestod af  smør, brun farin, masser af kokos og lidt mælk, som alt sammen koges sammen til en masse i en gryde. Da muffins kom ud af ovnen kølede de lidt af inden jeg lavede et hul i hver af dem og hældte med en teske kokos-/sukkerfyldet ned i hver enkelt af dem. Bagefter brugte jeg resten til at toppe op med.

Jeg bagte også muffins med æbler, rosiner og kanel, og brugte tre æbler til en gang basisopskrift. Disse muffins fik en topping med vanillesmørcreme, som jeg brugte 100 g smør, 500 g flormelis, lidt vanilleessens og lidt mælk. Alt sammen piskes på en køkkenmaskine eller en håndmikser, i ca. 5-10 min. Det skal være luftigt. Du kan vælge at putte det i en sprøjtepose eller som jeg gjorde, fordelte jeg det med en kniv og dyppede dem i små sukkerperler. Halvdelen lavede jeg bare en top med smørcremen på, og dyppede dem i frysetørrede hindbær, som gør at de ikke er alt for søde.

Den sidste variant lavede jeg som chokolademuffins i miniformat. Jeg erstatter noget af melet i basisopskriften med den mørke kakaopulver, hældte dejen i en sprøjtepose og fordelte i små muffinsforme, som jeg havde købt i Søstrene Grene. Inden de blev bagt lagde jeg et stykke hvid chokolade i hver af dem. Til dem lavede jeg en kakaosmørcreme, som jeg sprøjtede på med en tyl og dyppede dem i hakket, hvid chokolade. De faldt alle sammen i meget god jord.