Nu skriver vi 2015! Masser af drømme, tanker og selvfølgelig mad.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Rigtigt godt nytår til dig som læser. Håber året vil byde på noget godt. 2014 bød på nogle store bump på vejen og store omvæltninger, og tabet af nogle venner der betød noget virkeligt for mig. Men også en masse skønne oplevelser med familie og venner. Men jeg tror også på, at ting sker af en årsag. Af at vi skal lære, at man nogle gange skal presses og at det tit er for at det bliver bedre på længere sigt at noget sker i ens liv. Når man står i tingene kan det være svært at se fremad, at det skal være godt for en årsag, men på afstand af tingene kan man godt se, at noget sker fordi det SKAL ske. Men venner man mister af den ene eller anden grund er hårdt og de er og vil nok længe være savnet. I starten er man fyldt med en vrede og sårbarhed, men igen med tiden lever man med det, og håber at vejene en dag krydses på den ene eller anden måde. Heldigvis bliver vrede og sorg tit omdannet til andre følelser og jeg tror det er med til at gøre os til dem man er og bliver. Ingen går gennem livet uden knubs, men jeg vil heller ikke være foruden de knubs. Dermed ikke sagt jeg er verdens bedste ven/veninde, for jeg kan tit se indad og tænke at jeg burde være mere for den og den, men det kræver også man selv har overskuddet, og her er jeg blevet god til også at passe bedre på mig selv. Så må andre også se, at jeg nogle gange er den der har brug for omsorgen. 2015 er helt klart et år jeg har store drømme jeg knokler på skal gå i opfyldelse, og hvorfor ikke? Hvis man jagter drømmene nok, når man dem ind i mellem. og i år er det år jeg skal nå dem. Det ved jeg!

På min blog vil jeg fortsat knokle på at du vil få nyttige opskrifter, tips og oplevelser. Stort som småt. I mit sidste indlæg i 2014 skrev jeg jeg ville prøve at nå at opdatere fotos fra nytåret, og helt rigtigt. Det nåede jeg selvfølgelig ikke. Men du skal da ikke snydes for vores madfotos, som jeg EEEELLLLSSSKKKEEERRR. Vi havde bestilt en skøn 4-retters menu fra Røgeriet i Mosede v/Greve, som er en super lækker restaurant. Kan helt klart anbefales, da det var meget lækkert og der var rigeligt af mad. Det var nemt at gå til også. Ud over menuen valgte jeg også selv at lave to retter, da vi jo er meget sultne herhjemme.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
1. ret: Bisque med torsk og jomfruhummerhaler.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
2. ret: Vores egen ret. Rørt tatar med trøfler, jordskokkepuré og jordskokkechips med havesyre. Opskrift står nederst.
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
3. ret: Foi Gras med syltet havtorn, kørvel og ristet rugbrød.
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
4. ret: Mørbrad med stegte svampe, portvinsglace, frisk timian og Pommes Anna.
5.ret: Ja, undskyld men min mand anrettede denne ret og fik ikke taget foto. Chokoladefondant med blødende hjerte med vanille creme og appelsin Gelé.
IMG_0680
6. og sidste ret: Min egen ret. Parfait med nougat lavet af mandler og pekan, hvid og mørk chokolade. Ananasmousse, lakridsmarinerede ananasstykker, passionsfrugtcoullis, karameliseret hvid chokoladesne og mini marengs. Opskrift står nederst.
IMG_0672
Nytårsdekoration

En dejlig og meget nem menu som smagt skønt. Bordet med al sin pynt nåede jeg ikke at tage fotos af, så det har jo været en festlig aften. Håber I også kom godt ind i det nye år og er klar, ligesom mig til at tage fat på et skønt 2015.

Opskriften på min rørte tatar:

Rørt tatar med trøfler

(4 pers.)

200 g frisk tatarkød

ca. 1/2 dl hvid trøffelolie

1/4 finthakket rødløg

1 spsk. dijonsennep

Salt og peber

Rør alle ingredienserne sammen og smag til med sennep, salt og peber. Du kan jo også evt. tilsætte en sjat spiritus i form af en god cognac.

Server den evt. med:

Jordskokkepuré

10 flotte, vaskede, rensede jordskokker

2 spsk. smør

2 spsk. piskefløde

salt og peber

Vask, skræl og skær jordskokkerne i fine tern og kog dem op ca. 5 min i vand til det lige dækker. Hæld det meste af vandet fra og tilsæt piskefløde og smør. Blend med en stavblender, så puréen stadig har struktur. Det kan jeg godt lide. Smag til med salt og hvid peber. Du kan også tilsætte et skvat trøffelolie, hvis du lige skal give den ekstra gas og elsker trøfler.

Ristede Jordskokker

10 jordskokker

Fritureolie, Palmin eller Solsikkeolie

Vask jordskokkerne godt og tør dem af i køkkenrulle. Skær meget tynde skiver af jordskokkerne og læg lidt ad gangen i en gryde med varm olie/friture. De skal blive gyldne. Tages op med en fritureske, hulske og lægges på et stykke køkkenrulle, hvor de nu gives et godt drys salt. Jeg serverede færdigkøbte rugbrødschips til denne ret. Du kan se på fotoet, hvordan jeg anrettede retten.

DESSERTEN

Ananasmousse

(8 pers.)

3 Æggeblommer

4 spsk. flormelis

2 æggehvider

1 lille ds. ananas, blendet (380 g)

1 spsk. citron eller limesaft

2 dl piskefløde

Pisk æggehviderne helt stive og pisk i en anden skål æggeblommer og flormelis helt tyk og cremet. Vend forsigtigt æggehvider og blommer sammen u og stil på køl til du skal bruge det. Inden anretning vender du pisket piskefløde, blendet, afdryppet ananas og citronsaft i. jeg gjorde det nogle timer før, og satte det herefter i fryseren. Tog det op lidt før vi skulle spise desserten, men du kan bare lade det være i køleskabet.

Passionsfrugtcoulis

10 passionfrugter

1 1/2 spsk. sukker

3 spsk. vand

Tag kødet og kernerne ud af skallerne og kom sukker, frugtkød og vand i en gryde. Lad det koge op og lad det simre i ca. 5 min. Tag det af varmen og sigt det gennem en si og stil det på køl til du skal bruge det. Kan evt. tilsættes et par dråber frisk citronsaft.

Ananaschips

1 lille ananas

1 dl vand

150 g sukker

25 g glukosesirup

Skræl ananas grundigt, så du ikke har de små brune pletter tilbage heller. Skær nu ultra tynde skiver ananas. Kog sukker og vand op i en gryde. Det skal koge/simre i ca. 10-12 min. inden gryden tages af varmen og køler lidt af. Glukosen tilsættes og ananasskiverne lægges i en ad gangen. De skal være helt dækket af sukkerlagen og skal nu trække ca. 30 min. Tør dem let af og læg dem på et stykke bagepapir på en bageplade. Bages nu i ca. 4 timers tid v/80 grader. Når de er færdige skal de være helt tørre og sprøde.

Minimarengs

(opskrift fra Isabellas)

1 æggehvide
50 g sukker

Pisk æggehvide og sukker til sej og blank marengs, og kom marengsen i en sprøjtepose med lille, rul tylle. Sprøjt små toppe ud på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag marengsen ved 100 grader i 1-1 1/2 time. Opbevar dem i en lufttæt beholder indtil brug.

Krystalliseret hvid chokolade

(opskrift fra Isabellas)

25 g hvid chokolade af god kvalitet
25 g sukker
25 g vand

Smelt chokoladen i en skål over vandbad. Bring sukker og vand i kog i en lille gryde, og lad det koge, indtil sukkermassen har en temperatur på 136 grader. Hæld sukkermassen i en tynd stråle over chokoladen, mens du pisker. Forsæt med at piske, indtil chokoladen krystalliserer (bliver til små, knasende kugler.) Hæld den krystalliserede chokolade ud på et stykke bagepapir, og lad den køle helt af.

Vanilleparfait med nougatin

(10 pers.)

10 æggeblommer

200 g flormelis

korn af 2 vanillestænger

1 l piskefløde

Til parfaiten piskes æggeblommer og flormelis lyst og luftigt. Rør vanillekornene i og vend den stiftpiskede piskefløde i. Stil cremen i fryseren i 20 minutter, rør den igennem, frys atter 20 minutter og rør igennem, inden den fryses i den endelige FORM. Jeg lavede isen i små alu-portionsforme. Du kan også benytte en ismaskine selvfølgelig.Har lavet en kæmpe portion, så der også var lidt ekstra til fryseren. Frys parfaiten i mindst 6 timer. Jeg valgte at blande hakkede chokolade i parfaiten og nougatin, som jeg lavede ved at smelte 100 g sukker. Når det er lysebrunt og gyldent vendte jeg pekannødder og mandler i og hældte karamellen på et stykke bagepapir. Lad det køle helt af inden du hakker det i fine stykker og blander i parfaiten inden du fryser den. Man kan jo blande i, hvad man kan lide. Hakkede Oreo’s, bær, lakrids, osv.

Lakridsmarinerede ananas

Resten af ananas fra ananaschips skæres i små tern og drysses med lakridspulver. Skal stå på køl i min. 3 timer og røres i en gang i mellem. Inden servering drænes ananasternene for saft.

 

 

 

 

Lækkerier til ganen…

Så er efterårsferien slyt og børnene sendt afsted. Roen sænkr sig over huset igen, og en rengøring banker på. Men lige nu sidder jeg foran min computer og nyder en kop te, og gennemser de dejlige fotos fra den forgangne uge. Tænker også jeg egentligt skulle lade rengøring være rengøring, for jeg har bare sådan lyst til at male et maleri i dag. Så… svært valg ikke? Du får nok at se, hvad det bliver. Et foto af et rent hjem eller et maleri. Men jeg bliver også nødt til at få tørret savlet af tastaturet for jeg har lavet en vildt skøn creme Brulé med lakrids og pærestykker i. Mums, den var god og den skal du altså prøve at lave en dag. Det er faktisk super nemt at lave, og kan laves dagen før man skal spise den. Blot skal den på køl.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Denne opskrift er til 6 personer, som jeg anretter i små skåle. Du kan pynte som du vil. Jeg havde en pakke blåbær, som jeg lige fik kastet over creme bruléen, meget enkelt!

Lakrids Creme Brulé med lakrids og pære

2 pærer, skrællet og skåret i små tern

2 spsk. sukker

2 spsk. smør

Smelt smørret på en pande og rist pærerne let inden du tilsætter sukkeret. Tag panden af varmen og lad sukkeret blive opløst. Når sukkeret er opløst hælder du dine pærer over på en tallerken med bagepapir på, så de kan ligge og køle af.

Korn af 1 vanillestang

ca. 1 tsk. lakridspulver

5 dl piskefløde

100 g sukker

5 past. æggeblommer

Flæk vanillestangen og skrab kornene ud. Hæld fløde, i en gryde og tilsæt vanillekorn, -stangen, lakridspulveret og sukkeret. Lad det simre i ca. 10 min. (pas på det ikke koger over). Tag det fra varmen efter de 10 minutter og lad det køle af til det er blevet lunkent. Tag nu vanillestangen op. Pisk æggeblommerne let sammen og hæld nu langsomt den lune fløde i, mens du pisker.

Fordel dine pæretern i bunden af dine små skåle, og øs cremen over nu. (Husk dine portionsskåle skal kunne tåle at komme i ovnen).

Bages nu ved 120 g i ca. 45 minutter i et vandbad. (Tag din bradepande og sæt dine skåle i. Sæt bradepanden i ovnen og hæld vand op til det når halvt op til skålens højde). Når de er færdigbagte tages de ud af ovnen og stilles i min. 3 timer i køleskab. Genre længere. Når de skal serveres drysser du et tyndt lag sukker over hver enkelt, og karamelliserer overfalden med en gasbrænder. Har du ikke sådan en, kan du bruge grillfunktionen i din ovn, men hold godt øje. Det er kun til sukkeret er karamelliseret. Servér straks dine skønne Creme brulé. Det er også lækkert med en lille kugle vanilleis ved siden af evt.

IMG_0118

En anden super lækker ret, som jeg også synes er nem at lave er en frisklavet rørt tartar. Jeg er helt syg med trøfler, så jeg har lavet denne version med trøfler, men man kan sagtens udelade trøflerne. Du kan vælge at portionsanrette denne ret eller lave den som jeg har gjort med rugbrødschips stukket i, så det mere er en lækker snack.

Rørt tartar med trøfler

Opskrift til 4 personer, som snack (forret)

400 g oksefilet, gerne hakket i hånden meget fint

2 æggeblommer

1 tsk. dijonsennep

1 1/2 spsk. trøffelolie

1 trøffel revet og skåret i fine tern

1 spsk. karse

1 1/2 spsk. finthakket rødløg

1 1/2 spsk. finthakket bredbladet persille

Salt og peber

Lidt ekstra kars og persille til pynt

Rugbrødschips

Bland alle ingredienserne sammen i en skål og smag til med salt og peber efter smag. Anret i en dyb tallerken eller på et fad og stik rugbrødschips ned i tartaren og drys med lidt af trøflerne , karsen og persillen. Hvis du ikke har trøfler eller ikke bryder dig om dem, kan du erstatte trøffelolien med olivenolie og 1 spsk. worchestersauce.

Det er også altid skønt at dække bordet hyggeligt op til gæster, og jeg gør meget ud af det passer til det man skal spise eller årstiden. Her er to eksempler på min enkle borddækning.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA

IMG_0061IMG_0743