Sommersalater

IMG_9716

Der går lidt længere nu mellem mine indlæg, da jeg har fået min egen blomsterbutik, så det tager meget af min tid. Det jeg så har tilbage af min tid bruger jeg sammen med familien. Men nej, hvor jeg dog elsker at have min egen butik! Det er sjældent vi får inviteret gæster, så nu da vi endelig skal have gæster vil jeg gerne lave det nemt men lækkert.

Vi får hvide asparges med fjordrejer og sauce mouseline til forret. Til hovedretten griller vi nogle dejlige bøffer, så jeg laver lidt forskelligt tilbehør til kødet.

Denne salat er nemt at gå til og kan laves i god til før gæsterne kommer. Jeg har dog valgt, ikke at anrette den; altså blande den sammen før vi skal spise, for at salaten stadig er knasende frisk. Til 8 voksne har jeg brugt flg.:

Spicy Mangosalat (8 pers.)

4 modne, skrællede mango

3 spsk. sød chilisauce

1 hakket, rød chili (kernerne er fjernet)

1 fed, presset hvidløg

1 dl. sesamolie

1/2 tsk. salt

saften fra en kvart citron

1 pakke ærteskud

2 pakker babyspinat

125 g ristede pinjekerner

1 bdt. grofthakket koriander

Skræl mango og skær ud i tern. Læg tern i en frostpose. Rør chilisauce, hakket chili, sesamolie, presset hvidløg, salt og citronsaft sammen og hæld ned i posen sammen med tern fra mango. Luk posen godt til og lad det marinere i køleskabet i min. 1 times tid. >Skyl spinat og tør det godt af med køkkenrulle. Anret spinatsalat på et stort fad.

Hak koriander groft og vend det i posen med mangotern. Rist pinjekernerne let på en pande. Hæld mangotern og marinade ud over spinatsalaten og læg derefter ærteskud på toppen. Strø alle pinjekernerne ud over salaten

IMG_9647
Eksempel på lidt bordpynt med pæoner og hortensia i en sød lille skål

 

Endnu en gang har jeg også valgt at lave en af min egen ynglingssalater/tilbehør til grillmaden. Den du ved nok med fetaost.Selv dem der normalt ikke bryder sig om feta plejer at kunne lide denne ret. Den er så nem at lave, at du blot skal regne med max. 10 minutter til at lave den.

Christinas Fetasalat

1 stor pakke fetasalat

1 dl. akaciehoning

1 dl. god jomfru olivenolie

6 fed, presset hvidløg

4 spsk. pesto (jeg har brugt min gene hjemmelavet – du kan også bruge rød pesto)

Oliven (hvis du er til oliven)

Ristede pinjekerner (andre, ristede nødder kan også sagtens benyttes)

IMG_9696
Featsalat

Tag et stort fad eller en stor tallerken og læg feta på midten. Mas med bagsiden af en ske feta ud, så den bliver til “krummer”. Den skal ikke være en flad masse, men blot så det ikke er en stor klump der ligger. Pres alle fed hvidløg over, hæld akaciehonningen over, olivenolie og fordel pestoen. Slut af med nødder og oliven. Bag eller køb noget lækkert brød til. Har ofte også brugt de tynde rugbrødssnacks.

IMG_9711
Sådan gør jeg klar til vores gæster
IMG_9710
Her er jeg så med buketten til min bordopdækning

Fyldt madbrød og Cessar Salad

En super nem ret herhjemme består af vores egen cessar salad med et madbrød til. Jeg steger nogle kyllingebryster på panden i olivenolie, som blot er krydret med salt og peber. Imens er mine brødcroutoner i ovnen, som er tørret italiensk brød eller flute, som jeg har skåret i terne, hældt i en frostpose og hældt olivenolie i og salt. Lukket posen og rystet den godt. Jeg hælder brødterningerne ud på en bageplade med bagepapir og sætter dem i en forvarmet ovn i ca. 25-20 min v/200 grader. Måske giver jeg dem lige et ekstra drys salt inden jeg sætter dem ind. Husk at vaske romainesalaten, og lade den dryppe godt af. Dressingen er min egen, som jeg laver ved at tage et fed hvidløg, 6 æggeblommer lidt salt og et godt stykke parmesanost i en blender. Det hele blendes til det er lysegult og luftigt og derefter tilsætter du mens blenderen kører en tynd stråle af fx. majsolie i æggeblandingen. Lad det køre til det er blandet godt sammen. Jeg tilsætter også lidt ekstra parmesan og lidt piskefløde, da vi bruger det som en dressing. Madbrødet laver jeg ved at tage et lækker kerne franskbrød, som jeg skærer i tern vandret og lodret, dog må du ikke skære helt ned i bunden. Jeg steger svampe/champignon, med hvidløg og ristede pinjekerne i en omgang olivenolie. River en del ost, som kan være en god emmentaler- og cheddarost samt skærer et bundt forårsløg i små stykker. Forårsløgene vender jeg i svampeblandingen. Nu stopper jeg ost og svampefyld ned i alle sprækker af brødet, giver et drys olivenolie og salt på toppen, pakker det ind i stanniol og bager det i ca. 20-25 min v/180 grader i en forvarmet ovn. Pakker det ud af stanniolen og giver det ca. 5-10 min. uden stanniol, til det er lækkert gyldent og sprødt.

Nu har du en lækker salat og et lækkert madbrød, som du også kan bruge som tilbehør til en helstegt kylling eller en god bøf. Fyldet varierer du alt efter, hvad du har lyst til.